Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2010, Page 213

Hovedløs
203
Dermed er hans fromme bøn opfyldt: Bjørn ligger hovedløs tilbage
på kamppladsen som bytte for dyr og fugle. Det ser altså nærmest
ud til at sagaforfatteren har kendt strofens sidste linje i den form den
har i 551/28, snarere end i 162. Selv om Kock ikke beskriver fejlen
i 162 helt korrekt, giver han en overbevisende forklaring på hvordan
den kan være opstået: at standayfir hgfudsvgrdum es er et fast udtryk
(i prosa), som let kan være faldet en skriver ind i forbindelse med
afskrivning af en sekvens som “standi ... of B(irni) høfudsnaudum”.
Det er en forklaring der er i god overensstemmelse med den filologiske
tommelfingerregel om lectio difficilior, eller som Kock udtrykker det
“i våljorande harmoni med en vålbekant regel”. Den skriver der har
indføjet det supralineare r, har gjort det “utan att reflektera dver den
vårstekniska forodelsen eller den syntaktiska kollapsen” - det sidste
refererer til konstruktionen “of høfudsvørdum Birni” i Skjd. B, som
Kock også for variationens skyld kalder et “syntaktiskt missfoster”,
fordi personnavnet står i dativ i stedet for forventet genitiv.13 Ændrin-
gen er imidlertid næppe foretaget af selve skriveren af 162, fejlbogsta-
veringen af ordet i dette håndskrift taget i betragtning, men snarere
i et forlæg til 162, som kan tænkes at have haft formen -suaurdum,
f. eks. skrevet ‘fua2dum’. Skriveren af 162 kan have misforstået ur-
abbreviaturen som et supralineart u — ru, hvorfor han gengav ordet
som ‘fuarudum’.
Nordals forkastelse aflæsemåden hgfudsnaudum bygger hovedsage-
lig på hans opfattelse af de stemmatiske forhold (som han har overtaget
fra Gudbrandur Vigfusson), men han tilføjer et stilhistorisk moment:
“bgfudsnaudr [er] et ord, som bedre horer hjemme i det 17. aarh.s rimur-
stil end i det 11. aarh.s skjaldedigtning” (Nordal 1935, s. 172). Kock
kaster sig bidsk og veloplagt over dette udsagn:
13 “Kollapsen” skyldes imidlertid hverken skriveren af 162 eller en af hans forgængere,
men derimod udgiveren (Finnur Jonsson), der har opløst fragmentets forkortelse
“B.” til dativ (= 551), mens den i if mere idiomatisk (?) opløses til genitiv.