Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2010, Page 237

Om am 687 d 4to. En dokumentationsrapport
227
Ud over de nævnte syreholdige reagenser er også brugen af andre
midler kendt til tydeliggørelse af tekst i håndskrifter. I indledningen
til udgaven af A-redaktionen af Egils saga omtales Finnur Jonssons
‘vandmetode’, som han bl. a. benyttede ved læsning af vanskeligt læst
tekst i MøSruvallabok, am 132 fol.21 Finnur Jonsson har selv beskre-
vet denne metode med at friske håndskrift op med destilleret vand i
sin udgave af Egils saga. Her forklarer han i fortalen at han mente
det “umagen værdt, selv at søge en læsning af” en særdeles vanskelig
side i MoSruvallabok (99V med begyndelsen af ArinbjarnarkviSa),
som tidligere både Årni Magnusson og GuSbrandur Vigfusson havde
forsøgt sig med, og da “læsningen af sådanne håndskrifter i høj grad
besværliggøres ved de lokale forhold på biblioteket”, fik han “ved den
Arna-Magnæanske kommissions liberalitet” tilladelse til at låne det
pågældende blad med hjem, hvor han “under de allergunstigste for-
hold foretog en læsning deraf ved den bekendte vand-metode”. I en
tilhørende note benytter han lejligheden til at diskutere kollegaen GuS-
brandur Vigfussons version af metoden, og han erklærer sig uenig
med dennes anbefaling af at det bedste resultat opnås når læsningen
foretages i dæmpet belysning. Tværtimod, hævder Finnur Jonsson
med direkte henvisning til poetiserende formuleringer i GuSbrandur
Vigfussons anvisning, jævnfør nedenfor, “at bogstaverne, efter at være
bievne vædede med destilleret vand, træder tydeligst frem for mig i klar
solskins belysning ‘for så efter et øjeblik at forsvinde som en skygge’.
Det beror således på øjnene, hvilken belysning er bedst”.22 Ved andre
lejligheder blev der ikke givet tilladelse. I sine erindringer fortæller
Finnur Jonsson således åbenhjertigt om vandmetoden at han under et
besøg i Die herzogliche Bibliothek i Wolfenbuttel i 1891 spurgte bibli-
otekaren om tilladelse til at væde bogstaverne i et fragment af Egils saga
(WolfAug 9 10 4to), men på trods af sine forsikringer om at det ikke
21 Bjarni Einarsson og Chesnutt 2001, s. xxxi, xliii og lxix.
22 Finnur Jonsson 1886—1888, s. xxxi.