Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2010, Page 247

Anders Sørensen Vedel og Gudbrandur t>orlåksson
237
Jrion :/: tienere. 133.4
Herran vingaardzins. 142.58
Stulkan :/: puella. 129.9
tueg :/: lauare o tuegnom hondom.
133-3
stulkan er eigi latin/ helldur sef ur
hun Mark. 5.39
helldwr eta \>eir braudit medwr o
]puegnum hondum Mark. 7.5
sendi hann {hon sin« til akttrkall-
anna Mark. 12.2
Herranw vingardzins Mark. 12.9
Vedel har efterlignet forlæggets typografi i en detalje som æ caudata i
‘kuænazt’, ‘Nærsta’ etc., derimod gengives {{3) snart som ({5) (x 1), snart
som <th) (x 1) eller {t) (x 2). Den specielle æ-type (som er gengivet i
Akhøj Nielsen 2004, men ikke i nærværende arbejde) genfindes i “vær”
141.6, og dette tyder iflg. Marita Akhøj Nielsen på et skriftligt forlæg,
hvorimod hun antager at selvstændig iagttagelse af det 16. århundredes
talesprog kan være Vedels udgangspunkt for skrivemåderne med (ie) i
“sier” 141.4 og “{her” 141.9,12 (2004, 213-14). Sidstnævnte antagelse
må nu bortfalde, da kilden til de pågældende pronominalformer må
være nt 1540. Det samme gælder skrivemåden “gieegnt” 87.2, som
ikke behøver at tyde på kendskab til eftermiddelalderlig islandsk ud-
tale (Akhøj Nielsen 2004, 194); den er hvad angår markeringen af
palataliseret /g/ overtaget ffa forlægget; det dobbelte e er formentlig
en skrivefejl. Oversættelsen “e regione” af samme ord er i øvrigt ret
kuriøs; det skulle dog vel aldrig være det tyske substantiv Gegend der
har ført Vedel på vildspor?
De fleste af gloserne synes hentet fra Markusevangeliet, selv om
nogle af dem også er belagt i andre dele af nt 1540. Man kan forestille
sig at Vedel har brugt det trykte Markusevangelium som lærebog i
islandsk og at scenariet har været som beskrevet i Akhøj Nielsen 2004,
220, dvs. at Vedel har gennemgået teksten sammen med en indfødt
der har kunnet supplere med oversættelser og i et enkelt tilfælde sy-
nonymer. I al fald et af de tre synonymer til andskoti, nemlig mkall
(sideform til mgikart), synes at måtte være formidlet mundtligt, da