Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2010, Page 249

Anders Sørensen Vedel og Gubbrandur Porlåksson
2-39
rer var teologen Niels Hemmingsen, som de fik et nært forhold til,
hvad der bl. a. fremgår af at de begge oversatte Hemmingsens værk
Liffsens Vey (1570), Vedel til latin (1574) og Gubbrandur til islandsk
(1575). Blandt universitetslærerne var også Hans Thomissøn, Vedels
gamle rektor fra Ribe, hvis salmebog fra 1569 skulle blive et vigtigt
forbillede for Gubbrandur borlåkssons salmebøger (1589 og 1619).
Gubbrandur må også i et eller andet omfang have fået adgang til
den samme kreds af historisk interesserede adelsmænd som Vedel
omgikkes (Akhøj Nielsen 2004, 22) Til denne kreds hørte Christoffer
Valkendorf, der i 1569 blev sendt til Island som lensmand. Vinteren
1568-69 opholdt Gubbrandur sig i København for at skaffe sig ret i
en indviklet klagesag, og det var på Christoffer Valkendorfs skib og i
hans følge Gubbrandur drog tilbage til sin fødeø (Påll E. Olason 1924,
472). Gubbrandur var igen i København fra efteråret 1570 til foråret
1571, hvor han blev bispeviet i Frue kirke. Eftersom Vedel var bosat i
København i årene 1566—82, forekommer det mere end sandsynligt at
de to gamle studiekammerater har mødtes både vinteren 1568—69 og
1570-71. Gubbrandur er næppe nogen af gangene rejst udenlands uden
at medbringe nt 1540, og Vedel kan godt være begyndt på læsningen
af Markusevangeliet med hjælp fra sin islandske kollega allerede et par
år før han fik Eirspennill i hænde og kunne gå i gang med at renskrive
sit “gotiske” glossar. Under alle omstændigheder er der grund til at tro
at der har ligget et led mellem kildeteksterne og Rostg2i9; rimeligvis
en udskrivning på sedler som efterfølgende er alfabetiseret (Akhøj
Nielsen 2004,187).
Hvis oversættelsen “perversus” af “rækall” 63.10 skyldes Gub-
brandur, hvad der er al grund til at tro, viser han sig her som en
betydelig bedre lutheraner end etymolog. Det til adjektivet perversus
hørende substantiv perversitas er et af de ord som Luther anvender
om homoseksuel praksis (Luther 1539, 55-58), som han anså for at
være en smitte (contagium) der stammede fra selve Djævelen og var
indført i Tyskland af kartusianermunke fra italienske klostre. Der