Bibliotheca Arnamagnæana - 01.06.2010, Side 281

Pronomenet sja og dets middelalderlige historie
271
Kilde pessi pessor pessir
AM 655 IX 4° 0% (0) 100 % (1) 0% (0)
HomNo (am 619 40) 44 % (11) 56% (14) 0% (0)
OH Leg (dg 8) 45.5% (5) 54,5% (6) 0% (0)
6t (dg 4-7) 100 % (2) 0% (0) 0% (0)
Streng (dg 4—7) 100 % (14) 0% (0) 0% (0)
Barl (Holm perg 6 fol) 70,5 % (31) 25 % (11) 4-5% (2)
Thom (Holm perg 17 40) 3% (1) 97% (32) 0% (0)
Tabel xo: Manifestationen af nom./akk. pi. neut. i nogle gno. kilder
er tale om et trøndsk brev fra 1225, og Hægstad (1916, s. 192, note 1)
noterer at formen i det hele taget synes bevaret længst i kilder med
relation til Trøndelagen.33 Bemærk desuden at der i det undersøgte
33 Pga. det relativt sparsomme materiale fra den ældste gammelnorske tid er det svært
eller umuligt at give et mere præcist svar på hvornår de analogiske former er blevet
indført, og man må i Norge givetvis også regne med større dialektale forskelle
end på Island. Hægstad (1916, s. 191) regner med at det er sket omkring 1200,
og betragter man situationen i de her undersøgte kilder (ikke mindst HomNo),
forekommer det ikke usandsynligt.
Det kronologiske forhold er interessant i forbindelse med spørgsmålet om det
tilsyneladende meget tidlige eksempel på pessi i nom. sg. mask. i Einarr Skulasons
Geisli, en drapa som regnes for digtet til den norske konge i 1153. Katrin Axelsdottir
(2003, s. 53) bemærker, og jeg tror hun har ret, at eksemplet ikke bør tillægges
nogen betydning i analysen af udviklingen sja -> pessi, og — som de Leeuw van
Weenen (2007, s. 295) — betragter hun det enten som en norvagisme (således også
i Seip 1955, s. 197), der i givet fald må forklares med at digtet er bestemt for den
norske konge, eller som resultatet af en forvansket teksttradition. I modsætning til
hvad Katrin Axelsdottir synes at mene, forekommer det sidste mig utvivlsomt at
være den mest sandsynlige forklaring. Det er, som antydet ovenfor, på baggrund af
det øvrige sproglige materiale, svært at forestille sig at den pågældende analogiske