Fróðskaparrit - 01.01.1970, Side 70
78
Tyske, franske og engelske oversættelser af færøkvæder
opfordringer som den nu foreliggende, eller — knap sa sand-
synligt — ved periodisk arbejdsledighed.
De følgende sider er dog mere overfiadiske, end sádanne
monografier bør være; ved at samle sig om færøske ballader
i alle forfatteren bekendte udgaver (uden krav pá bibliografisk
fuldstændighed, men med venlig bistand fra Svenskt visarkiv
ved Gote Edstrom) má de renoncere pá at skildre personerne
bag de fremmedsprogede antologier, og de to foreliggende ud-
gaver af hele Sjúrðar kvæði har pladsen heller ikke tilladt at
analysere nærmere. Máske kan det dog have nogen interesse at
samle de vigtigste data.
I et færøsk lærd skrift er det vel knap nødvendigt at op-
regne de benyttede forkortelser. Lyngbye betegner naturligvis
Hans Christian Lyngbye: Færøiske Qvæder om Sigurd Fofners-
bane og hans Æt. Med et Anhang. Randers 1822. V. U. Ham-
mershaimbs fire publikationer forkortes som AT, SK, FK og
FA, dvs. Færøiske kvæder, henhørende til Hervararsaga, i
Antiqvarisk tidsskrift 1849—51, 1. hefte 1850, 57—96; Sjúrðar
kvæði 1851; fortsættelsen Færóiske kvoeder, 2. Hefte 1855; og
Færøsk anthologi I 1891. CCF betegner hovedudgaven Føroya
kvteði. Corpus Carminum Færoensium a Sv. Grundtvig et ].
Bloch comparatum, hrsg. v. Christian Matras und N. Djur-
huus 1941 ff, hvis sjette og sidste tekstbind udkommer omtrent
samtidig med nærværende skrift. DgF er Danmarks gamle
Folkeviser I—X 1853—1965, optryk 1966—67. Der henvises
sávidt muligt med numre, i de tre ældste værker med sidetal.
I aktiv interesse for færøkvæderne ligger tyskerne i spidsen,
som de fleste vel vil vente. De første interesserede havde ikke
adgang til færøske tekster, men da den pommerske skolemand
og præst GOTTLIEB MOHNIKE forberedte Volkslieder der
Schweden, Aus der Sammlung von Geijer und Afzelius, I,
Berlin 1830 (II ikke udkommet, men hans her uvedkommende
Altschwedische Balladen. . . 1836 kan passere som fortsættel-
se), stødte han pá en færøsk parallel til Den underbare harpan
(Det bodde en bonde vid sjóastrand, Afzelius I 1814 86—91,
DgF 95 Den talende strengeleg) og oversatte den ganske pænt,