Fróðskaparrit - 01.01.1970, Síða 73

Tyske, franske og engelske oversættelser af færøkvæder
81
souvenir, le venerable M. Schrceter de Thorshavn nous remit
plusieurs poemes qui vivent depuis long-temps dans la memoire
des habitants des Feræ, et qui n’ont jamais ete publies.« Ser
man nærmere pa de viser, Marmier vælger til sine prosaover-
sættelser, ma forholdet til andre opskrifter blive hovedsagen;
det skal dog straks røbes, at den næppe almindeligt kendte
prioritet, Marmier faktisk opretholder ved Schrøters hjælp,
kun i et enkelt tilfælde har noget tekstligt at betyde.
Det falder i øjnene, at Marmier som den første meddeler
en ikke færøsk- eller dansk-læsende omverden Sjúrðar kvæði,
omend kun Regin-afsnittet af dette epos. Han ved, at det er
Nibelungen-sujettet, der er bragt til disse barske, kolde og
klippefulde øer, og finder det gribende at se, hvorledes digt-
ningen kommer som en trøstens engel til de fattige hytter, hvor
man ved fester forædler øjeblikkets flygtige glæde med for-
tidens glans. Han nævner Lyngbye som udgiver af kvad, og
Lyngbye er ogsa hans kilde for to af de fem kvad, som han
meddeler i fransk prosa med udmærket sproglig forstaelse og
kun stedvis en smule strammet eller upræcist.
Selve Regin smiður (CCF lAb) strammer han nu ikke lidt,
ialt udgar 28 af 132 strofer, deriblandt nogle overgangsstrofer
og de sidste strofer, men fremfor alt de let varierede dubletter,
der nok kan siges at være karakteristiske, men som jo i nogen
grad savner funktion som læsestof i en prosagengivelse. De
enkelte fejl er undskyldelige: Juul/jarl, -haji (dansk -hej) op-
fattet som høj i stedet for hede (les hauteurs de Glitra), rænke-
fuld/plein de colere samt treti/soixante.
Le chant de sainte Catherine (Lyngbyes Anhang 534 Torkjils
rujma, CCF 176 Torkils døtur, DgF 338 Hr. Truelses døtre)
gengives med overspringelse af enkelte strofer og af udtrykket
Kirkemanden (trods Lyngbyes noter hertil). De tre andre bal-
lader bygger som sagt pa utrykte optegnelser af Schrøter, men
er udfra dette synspunkt ikke alle lige interessante. La harpe
merveilleuse (CCF 136) ligner den førnævnte Afzelius-tekst
undtagen tilsidst, hvor Marmier i st.f. 29—30 har: La qua-
trieme corde dit: La harpe ne taira pas. La fiancee va se mettre