Fróðskaparrit - 01.01.1970, Qupperneq 108

116
Studier i William Heinesens lyrik
skal brede / sin Haan udover alt, der er i Live (»Septemberaften«, HH 22)
— Høstens Visdom samlede al / sin Haan mod den, der brød dens Skal
(HH 34) — Haan og Had og Harme (HH 41, se citatet under harme)
— og heller aldrig mødte med Haan min Hyldest! (»Stjerner, mine Ven-
ner i de dybe Grunde«, Stj. 22, UD 31). Hertil kan føjes participiet
hanende: Verden er baade fast og skør, / halvt sitrende Afmagt, halvt
haanende Vælde (SV 16). Til disse eksempler kan føjes nogle med vrede
og spottende: De gyldne Straa skal blive slebne Knive, / hver Blomst, hver
Sten skal blive fuld af Vrede (~brede, HH 22) — Det strittende Græs,
de ikantede Stene / aander Kulde og spottende Vrede (SV 42) — Farver,
der spottende lo / mod Dagens klare solede Ro (HH 34).
William Heinesen har gentagne gange anvendt ordet frade
(verbum og substantiv) og fyge (jf. substantivet fog):
fraadende Baal mod det Blaa (»Høstens Visdom«, HH 34) — Højt
over frostblaa Bjerge duver / og fraader Midnattens Nordlys-Agre (SV 8)
— Et tærende Baal er din Lykke!/Det fraader af Livsens Hunger (SV
11) — Fra straalesprængte Dybder i Nord / staar et lydløst fraadende
Vejr (SV 22, UD 19) — Ild saa du fraade (SV 34) — Kvinder.. . ,/heste-
stærke, vilde / klædt i vaade Huder, / fraadende i Natten (DS 27) —
Regnen fraader og raser (»Hymne og harmsang« 66) — — Dagens Fraade
(HH 18) — Staden laa i en Fraade af Død og Vaande (DS 33) — se
tyst gaar Verden under/i Fraadeblomsters Fog! (DS 71)--------Udenfor i
Hvælvet vaager, / fraadehvidt af Ildorkaner, / Universets Dødehav (DS
68) — nu spinder Søvn sit blide / og fraadehvide Spind! (DS 70).
Et ord for bevægelse, som William Heinesen har anvendt
flere gange, er verbet fyge,28 som vel i dansk specielt er knyt-
tet til sne.
I »Høstsang« (HH) siger digteren: lad mig »som et nyvakt Vintervejr/
fyge paa de frosne Veje, / som et stille henrykt Vejr/fyge paa de frosne
Veje (12, UD 10) — Et hvileløst Skum / af Guders Drømme fyger om-
kring i det evige Rum! (SV 70) — Fyg ind, du vilde Storm fra Verden!
(Stj. 16). Participiet fygende, der forener verbets og adjektivets (epitetets)
udtryksmuligheder, bruges nogle gange: Men endnu drager i Solefaldsskin/
gyldne og mørknende Storme / fygende gennem mit Sind! (SV 7) —
Om bjerge: Mod deres hvide fygende Buer / tegner sig Træer (SV 8) —
en fygende Frodighed af Lys der altid vaager! (»Stjerner, mine Venner i
de dybe Grunde«, Stj. 22, UD 31). Til disse eksempler kan føjes sub-
stantivet fog: du mødte Løvfaldsblæsten / og stille Fog af Frø og Støv i
28
Jf. W. H. 1946 p. 61.