Fróðskaparrit - 01.01.1970, Side 109

Studier i William Heinesens lyrik
117
Mørket (HH 43, UD 9) — Frem gennem Natten gaar Stjernernes Fog
(»Nattevandring«, Stj. 35, UD 32) — Søvnblomsters Fog DS 71) —
Fraadeblomsters Fog (smst.).
Nogle gange har William Heinesen anvendt ordet duve,
specielt om træer.29 Flere gange bruges participiet duvende som
epitet (sml. fygende).
»Høbærerne« har: De høje Byrder duver frem (HH 26; i UD ændret
til: De duvende Byrder skrider saa tyst). »Senhøstsol« har: Markerne
blaaner, Træerne duver (~Uger, HH 54). »Mjøldal« begynder med disse
vers: Højt over frostblaa Bjerge duver/og fraader Midnattens Nordlys-
Agre (~Buer, SV 8). »De flyvefærdige Skibe« har: Træernes brede Kro-
ner/staar mørkedrukne og duver (~Stuer~luer, SV 52). Hertil svarer
nøje i »Træer og Stjerner«: Mørkefyldte Aske staar og duver (~luer, SV
68, UD 26)30 — Blaa og duggede Kroner staar og duver/og i Sindet duver
andre/duggede Kroner (smst.). Et eksempel pá duvende er anført; hertil
kan føjes: store duvende Træer (SV 25) — duvende Marker (SV 31) —
dunkle duvende Blomsterskaale (SV 44) — et Sagn.... / duvende ude fra
Havet (»Mary Mardon«, DS 83), se ogsá »Hymne og Harmsang« p. 38
(citeres under Johannes V. Jensen). Som det ses er ordet specielt anvendt
i SV. I Stj. er det ikke brugt, og DS har kun et enkelt eksempel.
Overfor disse ord — en gruppe som det vil være muligt at
supplere med flere ord der udtrykker noget stærkt, noget in-
tenst og bevægelse — stár nogle »milde« ord. Et ord som Willi-
am Heinesen har forelsket sig i er adjektivet myg, som vist ikke
spiller nogen stor rolle i dansk lyrik.31
Det bruges første gang i AE: Lad Lyset svinde/og mygt i Natten Mos-
sets Øjne rinde (12); — her stavrimer det med mos. »Mjøldal«32 har: fra
Moser og Grøfter/dufter det mygt af vaarlig Væde (SV 8). Jeg skulle tro
20 Se smst.
30 Rimene duver~Uger, duver~luer er ikke gode i rigsdansk sprog.
31 Til ODS’s eksempelsamling XIV (1937), 591 f. skal jeg føje et par
eksempler der nok havde fortjent at komme med. Niels Møller har i
»Annabella«: Jeg vandrer myg og ene i min faders urtegárd (se »Røster«
(1857) p. 1 og 4 og »Annabella og andre digte« (1931) p. 9 og 11).
Johannes V. Jensen har i »Moderens Sang« (i romanen »Madame d’Ora«
1904, optrykt i »Digte« 1906 og senere): de myge Aber smaa.
32 Digtet »Mjøldal« (SV) er en hel guldgrube med karakteristiske ord:
frostblaa, duve, fygende, myg, glamme, Evighedsmørke, vildsom, Himmel-
Vaar.