Fróðskaparrit - 01.01.1970, Blaðsíða 137

Skotakollr
Af Hans Bekker-Nielsen
Hungrvaka, sagaen om de ældste Skálholtbisper, er ikke
blot et nyttigt skrift, nar det gælder kendskabet til Islands
tidligste kirkehistorie, men er ogsa en indtagende, lille saga
med personlighed og stil, som i hvert fald jeg har haft glæde
af at læse igen og igen. For nylig læste jeg den med nogle
Odense-studenter, denne gang i Kahles udgave,1 og da vi kom
til afsnittet om Porlákr Runólfsson, biskop til Skálholt 1118
—33, stødte vi ogsa pa det ejendommelige tilnavn skotakollr,
som en af bispens forfædre, Porkell, bar.
Ordet skotakollr har altid forekommet mig ganske nemt at
tyde i en bestemt keltisk-nordisk sammenhæng, som jeg vil for-
søge at gøre rede for senere i denne artikel, sá jeg blev noget
forbavset over at lægge mærke til, at Kahle i sin fodnote til
stedet skriver: ‘Der name bedeutet »Schottenkopf«.’2 ‘Skotte-
hoved’ synes ikke umiddelbart at være noget meget sigende
tilnavn, med mindre navnet sigter til bærerens herkomst eller
hjemsted pa samme máde som gótuskeggr, fynbo og sjællands-
far, men det forekommer ikke tilfredsstillende at opfatte en
mand med det gode nordiske navn Porkell som skotte.
1 B. Kahle (udg.), Kristnisaga, páttr Porvalds ens víófgrla, páttr
tsleifs biskups Gizurarsonar, Hungrvaka (Altnordische Saga-Bibliothek, XI;
Halle, 1905), pp. 87—126. Hungrvaka er ogsa udgivet af Jón Helgason i
Byskupa sggur, 1. hefte (København, 1938), pp. 72—115, med et udtøm-
mende variantapparat; en oversigt over ældre udgaver findes der, pp.
61—65. Endvidere findes sagaen i den samlede udgave af Byskupa sógur,
I—III, ved GuSni Jónsson (Reykjavík, 1948 og senere).
2 Kahles udgave, p. 104.