Fróðskaparrit - 01.01.1970, Qupperneq 138

146
Skotakollr
Lysten til at se, hvordan andre havde opfattet ordet skota-
kollr, drev mig blandt andet til at kigge i oversættelserne af
Hungrvaka, og det var ganske lystigt. Mary Leith oversætter
‘Porkelssonar skotakolls’ som ‘son of Thorkell »Scothead«’!
og er altsa enig med Kahle. I Origines Islandicae gengives de
samme ord med ‘the son of Thor-kel Coll o’ Scots,’3 4 og samme
Porkell, som ogsa nævnes i Landnámabók, far der sit tilnavn
oversat ved ‘Scot-Coll’5 * — og det er ikke nemt at vide, hvad
oversættelserne skal betyde. Den gamle udgave af Hungrvaka''
tilbyder følgende løsning i sin latinske oversættelse: ‘filii Thor-
kellis Skotakolli’ (p. 69), og i registret opføres vor mand som
‘Thorkell Skotakollus’ (p. 386). Ordbøgerne (Cleasby-Vigfus-
son, Fritzner og Fíeggstad) meddeler om skotakollr blot, at
det er et tilnavn.
Sa er det straks mere interessant at se, hvad person-
navneforskere har faet ud af ordet. Finnur Jónssons store af-
handling om tilnavne7 indeholder en kommentar til skota-
kollr, hvor han siger: »Fívad skota- her betyder, er tvivl-
somt, mulig ‘rystende, stødende’, el. et hoved, hvormed man
er tilbojelig til at sla (sml. sla skaller). Næppe af skot ntr.
‘skud’. Jfr. slagakollr.« (p. 195) Om slagakollr oplyser han sá
følgende: »Mulig = skotakollr (til slá ‘at slá’), eller er slaga
identisk med slaga (i slagasauðr), fordi han beskæftigede sig
med slagtning?« (p. 195) Denne forklaring faldt selvfølgelig
3 Stories of the Bishops of lceland. Translated from the Icelandic
»Biskupa Sogur« by the Author of »The Chorister Brothers* [Mary
Leith] (London, 1895), p. 51.
4 Gudbrand Vigfusson og F. York Powell (udgg.), Origines Islandicae,
I (Oxford, 1905), 440.
5 Samme skrift, p. 227.
0 Hungurvaka, sive Historia primorum qvinqve Skalholtensium in Is-
landia Episcoporum, Pals Biskups Saga, sive Historia Pauli Episcopi, &
Pattr af Thorvalldi Vidforla, sive Narratio de Thorvalldo Peregrinatore
(København, 1778). Medarbejderne ved denne udgave var Jón Ólafsson
d. y. og Hannes Finnsson, senere Guðmundur Magnæus og Grímur
Thorkelin.
7 Finnur Jónsson, »Tilnavne i den islandske oldlitteratur«, Aarhøger
for nordisk Oldkyndighed (1907), pp. 161—381.