Fróðskaparrit - 01.01.1970, Síða 140

148
Skotakollr
tagelse. Udgangspunktet for den følgende tolkning er andet-
leddet -kollr, som jeg er sá fri at opfatte som ‘et skaldet (el.
delvis skaldet) hoved’ (Cleasby-Vigfussons betydning II, 2;
Fritzners betydning 3) og mere specifikt som ‘tonsur’. Kollr
bruges jo vistnok ogsá i denne betydning som dæknavn for
Sæmundr fróði i anekdoten om hans flugt fra den trolddoms-
kyndige læremester.11 E. H. Lind oversætter ordet kollr som
‘barskalle’,12 og trods Steenstrups advarsel om, at ordet ikke
bare betyder et skaldet hoved, da folk efter deres hárvækst
kan kaldes hvítakollr eller svartakollr,13 synes der ikke at
være noget i vejen for, at man i tolkningen af skotakollr til-
lægger ordet den ovenfor nævnte betydning.
Tonsuren var et ganske vigtigt element i den kirkelige lov
og orden i middelalderen14, og allerede i det fjerde og femte
árhundrede blev den anset som en nødvendig forberedelse til
optagelse i den gejstlige stand. Den kanoniske ret giver ganske
bestemte forskrifter for modtagelse og vedligeholdelse af ton-
sur, som understreger betydningen af dette kendetegn for med-
lemmer af gejstligheden.15 Disse bestemmelser har imidlertid
11 Guðmundur Thoroddsen, »Sæmundur fróði og Svartiskóli,« Andvari,
LXI (1936), 45—56; specielt p. 52.
12 E. H. Lind, »Nordiska personnamn. Strodda iaktagelser och tolk-
ningsforsok,« Arkiv fór rtordisk filologi, XXXVI (1919), 301—326; speci-
elt p. 304. I Scandinavian Personal Names in Lincolnshire and Yorkshire
(København, 1968) oversætter Gillian Fellows Jensen navneleddet som
‘head, shaven crown’ med den udvidede betydning ‘man’ (p. 349).
13 Ovennævnte afhandling (jfr. note 10), p. 32.
14 H. Leclercq, art. ‘Tonsure’ i Dictionnaire d’archeologie chretienne et
de liturgie, XV :2 (Paris, 1953); T. P. Riley, art. ‘Tonsure’ i New Catholic
Encyclopedia, XIV (New York, 1967); J. Oskar Andersen, art. ‘Tonsur’ i
Kirke-Leksikon for Norden, IV (København, 1929). Fyldige redegørelser
med talrige henvisninger er: Ph. Gobillot, »Sur la tonsure chretienne et
ses pretendues origines pai'ennes,« Revue d’Histoire Ecclesiastique, XXI
(1925), 399—454, og P. Colomban Bock, »Tonsure monastique et tonsure
clericale,« Revue de Droit Canonique, II (1952), 373—406.
15 Se Bocks afhandling (note 14) samt Willibald M. Plochl, Geschichte
des Kirchenrechts, I, 2. Aufl. (Wien, 1960), p. 177, pp. 360—361; samme
værk, II, 2. Aufl. (Wien, 1962), pp. 181—182, og Erik Wolf, Ordnung der
Kirche (Frankfurt a. M., 1961), pp. 215—216, 220—221.