Fróðskaparrit - 01.01.1970, Page 142

150
Skotakollr
ikke blot ‘skotter’, men ogsa ‘irere’.16 Skulle man vove en
oversættelse af skotakollr, ville jeg vsere mest tilbøjelig til at
oversætte ordet som ‘den irske skaldepande’, et tilnavn der i
hvert fald har den dyd, at det giver en god, kraftig mening.
Lærde fra mange omrader har vist os den nære forbindelse
mellem den keltiske verden og den norrøne, og indenfor filo-
logien har Christian Matras gang pa gang kunnet overbevise
os om, at der findes særlige Atlanterhavsord og -begreber, som
kun forstas pa baggrund af en livlig og indsigtsfuld forbin-
delse mellem de nordiske lande i Nordatlanten og de skotsk-
irske omrader. Nar man holder sig dette for øje, er det maske
ikke sa vanskeligt at godtage, at en specialitet som den kel-
tiske tonsur, den som paperne velsagtens har baret, har været
sa kendt i den norrøne kulturverden, at den har fristet til at
give mænd med en særpræget frisure eller skaldethed tilnavnet
skotakollr.
SUMMARY
A by-name skotakollr is found in Hungrvaka and a few other places
in Old Norse literature. It has apparently been difficult to explain; the
translations Scotbead, Coll o’Scots and Scot-Coll have been offered, and
it has been suggested that the by-name meant ruffian (Finnur Jónsson
and Joh. Steenstrup) or »Schottenkopf« (B. Kahle). In the present paper
-kollr is explained as ‘bald head’ or specifically ‘tonsure’, and when it is
remembered that the word skotar may be used both about the Scots and
the Irish, skotakollr would seem to mean ‘celtic tonsure’. Anyone in the
Norse-Celtic world who was familiar with this tonsure could have used
the by-name skotakollr to denote a man’s special hair-style or lack of
hair.
16 Cleasby-Vigfússon, p. 555, og Alexander Jóhannesson, Isldndisches
etymologiscbes Worterbuch (Bern, 1956), p. 225.