Fróðskaparrit - 01.01.1970, Blaðsíða 220

228
Les »runes feroi'ennes« de J. H. Schrøter
porkæl onondarsun austmapr af ruhalande hygpe penna stap
fyst, c’est-á-dire »Porkæl Onondarsun, Norvegien du Roga-
land, colonisa ce lieu le premier«.
Dans son article, Johs. Brøndum-Nielsen mentionnait deux
autres inscriptions, mais celle de Frodebø n’existe plus et celle
de Skuø ne porte pas de runes, comme l’indique la lettre
suivante que j’ai rejue en 1967 du Musee National de Copen-
hague:* * * * 6 »Vi har nu fáet runologen, dr. phil. Erik Moltke til
at hjælpe os med at undersøge vore opmagasinerede sten, og
han er kommet til det resultat, at der er ingen runer pá nogen
kendt sten fra Frodebo (ej heller pá den nævnte Skuo-sten).
Ingen af dem eksisterer mere, men den hos Finn Magnusen
tab XIV, 3 publicerede tegning viser med fuld sikkerhed, at
denne Frodebo-sten kun har indeholdt bomærker (uden sproglig
mening). Det samme gælder Skuo-stenen. I museets magasin
opbevares den af Brøndum-Nielsen omtalte kors-sten. Den
indeholder et smukt, fordybet kors af latinsk form men ingen
runetegn.«
11 semble en effet que les deux pierres dites de Frodebo et
de Skuo sont des legendes crees pour ainsi dire de toutes pieces
par Finn Magnusen, celebre pour son dechiffrement de l’»in-
scription« de Runamo, et qui voyait des runes partout.7 Citons
pour la petite histoire les deux textes suivants: le premier est
tire de Antiqvariske Annaler, vol. IV, København 1827, page
406. »FIidsendt efter Commissionens begjering: CMXXXVI,
To Stykker Steene fra Frodeboe Kirke paa Færøe, paa hvilke
øerne), Særtryk af Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1923,
Kjøbenhavn 1924, pp. 111—122. Cette interpretation est certainement
correcte, mais certains details devraient peut-etre etre precises, car la
photographie reproduite dans cet article est tres mauvaise.
6 Journ. Nr. 3131/67, 24 oktober 1967.
7 Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs Historiske og
Philosophiske Afhandlinger. Sjette Deel. Kjøbenhavn 1841. Page 206:
»fxroboerne have i gamle Dage havt Runer (i deres nuværende Dialekt
Runur), og de kjende dem endnu, mest ved Traditioner, deels som Skrift-
tegn, deels som Trolddomscharakterer...«. Voir egalement les pages 349,
557 et 558.