Fróðskaparrit - 01.01.1970, Page 291

Færøysk-norsk i folkevisediktinga
299
Her kan det vera freistande a snu spørsmalet om: Kan ikkje
likskapen med dei vestnorske variantane like godt forklarast
slik at visa har vandra til Vest-Noreg fra Færøyane?
Men skal vi heilt ut skjøna Liestøls forskning og den indre
samanheng i hans tankegang, ma vi pávisa det grunnsyn den
kviler pá. Dette har han sjølv klárt og knapt formulert slik i
den same artikkelen (s. 152): »Det norrøne umrádet er av
norsk rot, det er eitt moderland og ei rekkje nybygder«. Dette
byggjer pá ein allmenn historisk teori, som Liestøl vel har
teke over frá historikarane, og som dei enno legg stor vekt pá.
Og det kan vel ikkje nektast at teorien innanfor visse grenser
med rette kan gjerast gjeldande. Eg skal koma tilbake til den
seinare.
Som nemnt delte ogsá H. Griiner-Nielsen Liestøls oppfatning
av relasjonen færøysk-norsk. Men han bygde her heilt pá
Liestøls granskingar. Det viser seg tydeleg i hans omtale av
Føroya kvæði nr. 1—113 i skriftet: »De færøske Kvadmelo-
diers Tonalitet i Middelalderen« (Færoensia vol. 1, Kbh. 1945,
s. 17—18): »Den sagapaavirkede Del af Føroya kvæði udgør
med sine stereotype Vendinger og Rim og ved sine endeløse
Gentagelser tilsyneladende en Enhed. Det er dog tvivlsomt, om
denne Digtning fra først af er af hjemlig færøsk Oprindelse.
En sagapaavirket Digtning af lignende Art træffes nemlig i
Norge. Som paapeget af den norske Professor Knut Liestøl er
det af flere Grunde tænkeligt, at Digtarten er opstaaet o.
1300 paa norsk Omraade, særligt vel i Bergen og i Havne-
stæder pá Vest- og Sydlandet, der igen stod i Forbindelse med
de indre Bygder paa Vestsiden og Østsiden af Fjældet. . . .
At Visevandringen virkelig er gaaet den Vej bestyrkes yder-
ligere af det Forhold, at enkelte norske historiske Viser, del-
vis tabte i Moderlandet, findes fuldstændig bevaret i færøsk
Nutidsoverlevering, saaledes Viserne om den falske Margrete,
brændt paa Nordnæs ved Bergen 1300, og om Audun Hesta-
korns Henrettelse 1302«.
Eit motsett syn vart gjort gjeldande av E. von der Recke,
og dette formulerte han skarpt i avhandlinga: »Folkevise-