Fróðskaparrit - 01.01.1987, Qupperneq 148

152
TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
ligheden. Det var i hvert fald et axiom
pá Københavns Universitet i min studietid
— og som gár tilbage til salig Kristian Ers-
levs metodelære, at ingen sandhed bliver
mere sand af at blive gentaget. Jeg vil der-
for ikke beskæftige mig særlig meget med
denne lidt sekundære indledning, hvis nød-
vendighed man, som sagt, kan diskutere.
Dog kommer man ikke uden om at nævne
problemet omkring det færøske skrift-
sprogs tilblivelse, hvor nyere forskning har
reduceret V. U. Hammershaimbs direkte-
men ikke indirekte - betydning for skabel-
sen af skriftsproget, og hans betydning i det
miljø, hvor interessen for færøsk sprog og
kultur opstod og forsøgtes organiseret. (I
parentes kan det bemærkes, at professor
dr. phil. Christian Matras mener at kunne
bevise, at det var den berømte islænding
Jón Sigurðsson, som var den egentlige ska-
ber af det færøske skriftsprog af 1846, skønt
Hammershaimbs indirekte indsats pá ingen
máde forklejnes.)
Hammershaimbs gerning flettes ogsá
sammen med den danske højskoles betyd-
ning for den færøske sprogrejsning, og der
søges dokumenteret en linje, som skal sam-
arbejde disse faktorers indflydelse. Som
det vil fremgá senere, kan jeg ikke pá alle
punkter tilslutte mig respondentens opfat-
telser af disse kausale sammenhænge.
Forfatteren giver en karakteristik af den
nye mand i den færøske nationale udvik-
ling, Jóannes Patursson, og hans familiære
og sociale baggrund, og en meget kortfattet
omtale af de færøske nationale sammen-
komster i København i 1870-erne og orga-
niseringen af dette færøsk-nationale miljø i
»Føringafelag« (Færingeforening).
Jeg mener godt - ogsá i denne sammen-
hæng - at respondenten burde have foran-
staltet nogle komparative betragtninger
over dette færøske nationale miljø og en
dybere analyse af dette miljøs indhold og
mening, ogsá i mentalitets- og socialhisto-
risk belysning, af denne færøske »Fremd-
heitserlebnis« i en diasporagruppe i rigsho-
vedstaden. Et studium af denne karakter
skulle, i hvert fald efter min mening, lige-
frem indbyde til komparationer til andre
beslægtede miljøer- sável i nordisk (norsk/
islandsk/grønlandsk) som i international
sammenhæng. Respondenten gár derefter
over til en beskrivelse af nationalismens
gennembrud hjemme pá Færøerne og fin-
der ikke, at der er nogen forbindelse mel-
lem københavnermiljøet og den nationale
bevægelses opstáen og organisering pá Fær-
øerne i slutningen af 1880-erne.
Jeg vil senere gøre mine egne kommenta-
rer til denne og andre af respondentens
fremsatte teser, som jeg vil tillade mig at for-
holde mig mere eller mindre kritisk til.
Men jeg mener, denne tese er direkte for-
kert.
Den nationale debat inddeles i to »debat-
runder« om henholdsvis det færøske og det
danske sprogs stilling i det færøske samfund
i en økonomisk og social brydningstid, i en
tilstand af en pástáet opløsning af de gamle,
nedarvede kulturformer.
Diskussionen gjaldt især det færøske
sprogs stilling i skolerne, ikke sá meget i
kirkerne, da spørgsmálet om færøsk kirke-
sprog generelt betragtedes som et langt
mere kompliceret problem med større
praktiske vanskeligheder og med langt
større emotionelle implikationer. (Vorher-
re var i árhundredernes løb blevet
»dansk«). Der gøres et forsøg pá i debatten
at finde ansvaret for tingenes bedrøvelige
tilstand, og der peges pá flere løsninger.