Fróðskaparrit - 01.01.1987, Síða 149

TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
153
Debatten om kirkesproget er en drama-
tisk debat, hvor irrationelle og mystiske -
eller ligefrem mytiske - »argumenter«
nemt sniger sig ind. Og bliver til sidst til po-
litik!
Da sprogsagen jo var en substantiel del af
hele den nationale debat, i virkeligheden
det bærende fundament under hele den na-
tionale bevægelse - blev ogsá striden om
kirkesproget en del af denne. Problemet
»nationalitet og kristendom« fár derved sit
eget filosofiske indhold. Den nationale del
kan pege pá modersmálet som det kende-
tegn, Gud har givet hver nation som sær-
kende - i grunden i Herders forstand; de
antinationale peger ikke blot pá praktiske
vanskeligheder og uheldige politiske kon-
sekvenser. Derfor hævdes det gang pá gang
i kilderne, ikke mindst i de nye nationalisti-
ske sange, som jo er særdeles vigtige kilder
til hele den nye psykologiske sammen-
hæng, at det er en religiøs pligt at bevare de
nationale egendommeligheder - og herun-
der især sproget - som forsynet har begavet
hver enkelt nation med og dermed gjort
dem til nationer og ikke kun til umælende
species af homo sapiens.
Det er interessant at iagttage - og det er
ogsá blevet iagttaget før - at der fra modsat
side, fra den antinationale side, produceres
teologiske beviser for, at nationalisme er
syndig (»bunder i det syndige«, med den
danske præst Emil Bruuns ord), derved at
sprogforskellighederne har deres oprindel-
se i synden, idet der henvises til syndefaldet
og sprogforvirringen i Babel i tidernes mor-
gen. Ligeledes mobiliseres pinsens bibelske
tungetale, dog ikke med fuld logisk konsek-
vens fra disse politiske teologers side.
Dette gør respondenten ogsá opmærk-
som pá. Men jeg savner alligevel - i en kir-
kehistorisk afhandling - en dybere indtræn-
gen i denne ret bizarre religiøse/dogmati-
ske problematik, ogsá med opsøgte sam-
menligninger. Med debatten om kirkespro-
get fár hele den overordnede debat om-
kring og inden for den nationale bevægelse
visse religiøse overtoner, som ogsá fik be-
tydning for den senere politiske udvikling.
Der søges at kaste et skær af ugudelighed
over den voksende selvstændighedsbevæ-
gelse, som ogsá pá det religiøse omráde vil-
le vrage árhundredegamle traditioner.
Dens beskedne krav var i grunden begræn-
set til ligestilling mellem færøsk og dansk
sprog i kirkerne, idet man var fuldt klar
over de »praktiske vanskeligheder.«
Her gøres der interessante sammenlig-
ninger med Jarle Bondeviks undersøgelser
af den norske højkirkelige reaktion mod
brugen af landsmálet som kirkesprog.
»Føringafelags« krav om større rettighe-
der for færøsk i kirkerne havde stáet som et
dødt resolutionspunkt, til den djærve og ra-
dikale højkirkelige præst A. C. Evensen i
1902 brød isen med sin første prædiken pá
færøsk i Skopun kirke. Derefter kunne fær-
øsk ikke være — i hvert fald ikke officielt -
et ugudeligt eller gudsbespotteligt kommu-
nikationsinstrument.
A. C. Evensen var med sine prædikener
pá de sákaldte folkemøder ude i den frie
natur begyndt at give sine landsmænd lov til
at høre deres modersmál som sakralt sprog,
og der er i kilderne belæg for en endda sær-
deles positiv modtagelse. Disse omráder lá
uden for danske autoriteters domæne og
kunne ikke forbydes.
Jacob Dahls prædikener i Menighedshu-
set i Tórshavn fra 1908 kunne heller ikke
forbydes, da huset ikke var en statsinstitu-
tion, men ejet af menigheden selv. Hans