Fróðskaparrit - 01.01.1987, Síða 151

TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
155
de, og at hans afsløringer af det næsten
utrolige - og for adskillige personers ved-
kommende uværdige - intrigespil somme
tider antager karakter af en kriminalroman
- men, altsá, pá realistisk baggrund, og der-
med menneskeligt uhyggelig.
De tekniske problemer vedrørende den
danske (og i grunden ogsá færøske) aner-
kendelse af færøsk kirkesprog gár efter en
ad hoc-konstrueret »glidende skala«. Nár
en skanse er faldet, forsøger modstanderne
at opfinde eller opbygge en ny - en proces,
som i virkeligheden kun er en udsættelse af
en uafvendelig kapitulation.
Forfatteren forbinder udviklingen især
med tre personer: A.C. Evensen og Jacob
Dahl som ándelige drivkræfter, som med
deres virksomhed málbevidst reducerer be-
tydningen af de »praktiske vanskeligheder«
i forbindelse med færøsk som kirkesprog -
og hovedmodstanderen Fr. Petersen (sam-
hørighedspartiets leder og formand, og nu
hovedmodstanderen af en officiel anven-
delse af det færøske sprog). Det er ogsá in-
teressant, at alle disse tre mænd var politisk
aktive.
Ved provst Fr. Petersens død i 1917 og
A.C. Evensens død samme ár stod Jacob
Dahl som den færøske kirkes ubestridte le-
der og blev ex officio medlem af lagtinget,
hvor han sluttede sig til selvstyrepartiets
gruppe.
Der skulle sáledes have ábnet sig helt nye
muligheder for at fá ført sprogkampen til
ende.
Men der opstod andre forviklinger pá an-
dre fronter. Den danske radikale regerings
fald i 1920 og dannelsen af Neergaards
venstreregering betød, at Danmarks offi-
cielle politik pá Færøerne blev det færøske
samhørighedspartis politik. Udnævnelsen
af Svenning Rytter til justitsminister kunne
kun opfattes som en provokation mod de
nationale færingtr, som ønskede større fær-
øsk indflydelse pá hele den politiske ud-
vikling i landet. Rytter var - som amtmand
fra 1911 til 1918 (da han i vrede forlod land-
et) - blandt selvstyrefolkene berygtet som
deres fjende par excellence. Statsminister
Neergaards erklæringer, ogsá under hans
besøg pá Færøerne i 1923, understregede
med al tydelighed den nye officielle danske
politik, hvor der ikke var udsigt til natio-
nale indrømmelser.
Menighedsrádsloven af 1912 gjorde det i
princippet muligt at holde hele gudstjene-
sten pá færøsk pá visse betingelser; der-
imod mátte degnene kun læse danske præ-
dikener (af postiller).
Da selvstyrepartiet fik flertal i lagtinget i
1918, var det naturligt at tage hele sprogsa-
gen - ogsá spørgsmálet om kirkesproget -
op til ny behandling. Men lagtinget havde
kun en rádgivende funktion over for dan-
ske myndigheder, sá sádan set var det altid
disse, som i sidste instans afgjorde udfaldet
af en sag. Og i den danske regering sad Ryt-
ter som justitsminister og dermed minister
for Færøerne - med en bevidst Færø-poli-
tik!
Der kom dog en vis bevægelse i bestræ-
belserne hen imod færøsk som kirkesprog,
da lagtinget i 1918 overdrog provst Dahl at
oversætte ritualerne, som derefter skulle
autoriseres. Det er symptomatisk for den
obstruktion, der blev mobiliseret, at det ar-
bejde, som det kun tog provsten meget kort
tid at fá fra hánden (her har respondenten
pá et løst blad rettet visse uoverensstem-
melser) havde mere end 10 ár om at blive
autoriseret, hvilket de blev i 1930.
Respondenten giver især den færøske