Fróðskaparrit - 01.01.1987, Blaðsíða 152

156
TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
rigsdagsmand Oliver Effersøes »muldvar-
pearbejde« og ublufærdige politiske intri-
ger skylden for denne unødvendige forsin-
kelse - som desperate forsøg pá at udsætte
en kapitulation, som dog pá længere sigt
mátte være indlysende. Jeg synes selv, at
behandlingen af ritualsagen er noget af det
mest spændende i Petur Martin Ras-
mussens afhandling og pá det nærmeste gi-
ver sável det dansk-færøske som det internt
færøske politiske spilfægteri et surrealistisk
præg. For de konservative samhørigheds-
folk ville en udvidet brug af færøsk sprog
automatisk fá politiske implikationer, idet
en mere national selvstændighed ville blive
konsekvensen ogsá pá andre omráder.
Større ret for det færøske sprog og større
myndighed til lagtinget var selvstyrepar-
tiets politik i en nøddeskal. Og samhørig-
hedspartiets raison d’etre var at hindre en
sádan udvikling. Denne massive frontdan-
nelse gik først i opløsning med det socialde-
mokratiske partis repræsentation i lagtin-
get; dette parti, havde ogsá helt andre mu-
ligheder end selvstyrepartiet for at fá sine
meninger hørt og respekteret i Danmark,
som, i hvert fald foreløbig, pá en pragma-
tisk máde fik en ende pá den færøske sprog-
strid, i 1938 og 1939 - en strid, som havde
taget sá megen energi fra andre (forsømte)
samfundsanliggender, men som ogsá havde
udløst stor ándelig energi, som især manife-
sterede sig pá det kulturelle omráde.
Som forfatteren ogsá gør opmærksom
pá, har det uden tvivl været af betydning, at
Sjællands og dermed Færøernes biskop pá
det tidspunkt var en sønderjyde (Fuglsang-
Damgaard), som havde særlige forudsæt-
ninger for at forstá nationale og sproglige
problemer.
I samme forbindelse finder jeg ogsá re-
spondentens komparationer med sønderjy-
ske forhold ud fra Anders Pontoppidan
Thyssens værk om vækkelse, kirkefor-
nyelse og nationalitetskamp i Sønder-
jylland væsentlige, selv om der er forskelle.
Ved menighedsrádsloven af 1925 var der
blevet givet tilladelse til oplæsning af prædi-
ken pá færøsk, og menighedsrádsmøder
havde overtaget visse biskoppelige funkti-
oner. Alligevel fortsatte selvstyrepartiet sin
indædte og konsekvente kamp for færøsk
kirkesprog frem til den endelige sejr i 1939,
da dansk og færøsk sprog principielt blev
stillet lige, sáledes at menighedsrádet og
præsten i fællesskab skulle træffe afgørel-
sen om, pá hvilket sprog gudstjenesten
skulle holdes. Til den tid var tilvejebragt de
nødvendige religiøse tekster - eller »hjæl-
pemidler«, som man havde forudsat, den-
gang kravet om realiseringen af et af luther-
dommens grundprincipper: modersmálet
som kirkesprog, udgik som en sakral del af
den nationale bevægelse 50 ár tidligere.
Jeg vil senere vende tilbage til spørgs-
málet, om »frikirkelige« trosretningers
brug af færøsk sprog i deres forkyndelse og
brugen af færøske salmer ikke ligefrem var
et incitament eller provokation til folkekir-
kens officielle retræte i sprogspørgsmálet.
Det er min opfattelse, at respondenten
kunne have gjort lidt mere ud af denne pro-
blemstilling, nár der nu ligefrem i kilder,
som er citeret i afhandlingen, er belæg for
sável officielle som personlige bekymringer
for, at folkekirken havde fáet alvorlig kon-
kurrence fra mere fundamentalistiske og
mindre officielle trosretninger, som ikke
var bange for at henvende sig til menig-
heder og potentielle proselytter pá disse fæ-
røske menneskers eget sprog.
(Personlig má jeg indrømme, at det har