Fróðskaparrit - 01.01.1987, Qupperneq 157

TVÆR FØROYSKAR DOKTARARITGERÐIR
161
midlertidige sejrrige udgang end især Brød-
remenighedens (og til dels ogsá Indre Mis-
sions) praktiske anvendelse af modersmá-
let og dets ophøjelse til instrument i en sak-
tal tjeneste. Máske var disse lægfolks sprog
ikke sá »ophøjet« som de frygtsomme fol-
kekirkepræster mente, det burde være.
Men ud fra kilder, som respondenten
selv anfører, vandt modersmálet, netop
gennem vækkelsesbevægelserne stadig
større udbredelse - i den grad, at dette
»nye« sprog tilsidst indgik som en psyko-
logisk faktor i konkurrencen om sjælene.
Efter min opfattelse blev især Brødreme-
nigheden folkekirkens dárlige nationale og
dermed ogsá sproglige samvittighed, i en
tid da de politiske krav om sprogets rettig-
heder intensiveredes. A. C. Evensen og Ja-
cob Dahl var selvstyremænd og undtagelser
fra den gamle regel om, at kirken som insti-
tution var imod færøsk kirkesprog. Det lyk-
kedes Jacob Dahl ved sit málbevidste arbej-
de, forenet med snildt diplomati, at under-
minere folkekirkens officielle sprogpolitik
pá Færøerne.
Men der var tydelige realpolitiske moti-
ver for kirken til at kapitulere i sprog-
spørgsmálet. Sprogbevægelsens reelle sejr
og den politiske udvikling iøvrigt havde til
den tid bevist, at færøsk kirkesprog ikke
som anført af gudelige autoriteter i 1890-
erne ville betyde »kristendommens ruin pá
Færøerne«, og at en sádan udvikling ville
bringe »præster og menighed snart . . . ad
isolationens landevej til stagnationens
gravkapel.«
Vorherre havde ábenbart været pá de na-
tionales side!
Allerede i 1907 (p. 213 f.) kunne Jóannes
Patursson henvise til, at det var sekternes
brug af modersmálet, som var forklaringen
pá deres fremgang, og der var andre, som
delte lignende synspunkter (214). I 1923
blev der i lagtinget henvist til baptisterne
(Brødremenigheden) som forbilleder for
brugen af færøsk, f.eks. brugte de kun fær-
øske sange (fra deres sangbog fra 1920).
At der var ved at opstá en for folkekirken
farlig konkurrence fremgár af provstens
ord om, at hvis ikke der gaves større ind-
rømmelser til benyttelsen af færøsk i kir-
kerne, ville folk søge bort fra kirken, d.v.s.
til Brødremenigheden. En missionsmand
søgte om tilladelse til at bruge baptisternes
salmebog. En ledende samhørighedsmand
má ogsá have indset faren, nár han i et des-
perat forsøg pá at holde færøsk væk fra kir-
ken anbefaler dem som ønsker færøsk kir-
kesprog, at holde friluftsmøder og møder i
Menighedshuset i Tórshavn. Formanden
for socialdemokraterne i lagtinget henviste
i 1935 til baptisternes eksempel. Der er
næppe grund til at undervurdere baptister-
ne som reele katalysatorer i arbejdet for an-
erkendelsen af færøsk som sakralt sprog -
ogsá i folkekirken.
Det má da ogsá opfattes som en erken-
delse af nederlaget, nár en yngre samhørig-
hedsmand (347) udtaler, at det er naturligt
for den nulevende generation, at færøsk
ogsá bliver kirkens sprog og konkluderede
med disse ord: »Der bør nu være fred om
dette spørgsmák.
Med sá mange belæg for baptisternes be-
tydning i sprogkampen mener jeg, at re-
spondenten - dog uden at ville det - til en
vis grad forklejner deres rolle i sprogkam-
pen. Det er klart, at Evensen og Dahl ville
have gjort deres gerning med eller uden
»brødrene«. Men disse to nationale Her-
rens tjenere var pá ingen máde repræsenta-
tive for den danske statskirke pá Færøerne.