Føroya kunngerðasavn A og B - 30.08.1997, Qupperneq 9

81
Bek. at 7. jnni 1960.
kaut íonctionnaire prepose á l'administra-
tion de la Justice dans l'Etat requerant. La
declaration et le certificat. dont il vient
d'etre parle doivent etre ređiges ou traduits
conformement á la regle contenue dans
I'alinea 2. numero 3.
L’autorite. competente pour statuer sur la
demande d’exequatur. evaluera. pourvu que
la partie le demande en meme temps. le
montant des frais d'attestation. de traduc-
tion et de legalisation vises á l'alinea 2.
numero 3. Ces frais seront consideres comme
des frais et depens du proces.
IV.
Assistance judiciaire gratuite.
Article 20.
En matiere civile et commerciale. les res-
sortissants de chacun des Etats contractants
seront admis dans tous les autres Etats
contractants au benefice de l'assistance judi-
ciaire gratuite. comme les nationaux eux-
memes. en se conformant á la legislation de
i'Etat oii l'assistance judiciaire gratuite est
reclamee.
Dans les Etats ou existe l assistance judi-
ciaire en matiere administrative. les disposi-
tions, edictees dans l’alinea ci-dessus. s ap-
pliqueront egalement aux affaires. portees
devant les tribunaux competents en cette
matiere.
Article 21.
Dans tous les cas. le certificat ou la decla-
ration d indigence doit etre delivre ou recue
par les autorites de la residence habituelle de
l'etranger. ou, á defaut de celles-ci. par les
autorites de sa residence actuelle. Dans le cas
ou ces dernieres autorites n’appartiendraient
pas á un Etat contractant et ne recevraient
pas ou ne delivreraient pas des certificats ou
des declarations de cette nature. il suffira
d’un certificat ou d’une declaration deli\Te
ou reyue par un agent diplomatique ou
consulaire du pavs auquel l’etranger appar-
tient.
Si le requerant ne reside pas dans le pavs
oú la demande est íormulee. le certificat ou
la declaration d’indigence sera legalise gra-
tuitement par un agent diplomatique ou
Xr. 33.
bekræftes aí den hojeste kompetente em-
bedsmand i den øverste justitsmvndighed i
den stat. fra hvilken begæringen fremkom-
mer. Erklæringen og den ovenfor omtalte
attest skal være udfærdiget eller oversat i
overensstemmelse med reglerne i stk. 2,
nr. 3.
Den myndighed. der er kompetent til at
træffe afgørelse med hensyn til eksekvatur,
fastsætter. nár parten samtidig anmoder
herom. med hvilke beløb udgifter til den i
stk. 2. nr. 3, nævnte bekræftelse, over-
sættelse og legalisering kan beregnes. Disse
beløb anses som sagsomkostninger.
IV.
Gratis retshjælp.
Artikel 20.
I civiie og kommercielle anliggender skal
undersátter af enhver af de kontraherende
stater i alle de andre kontraherende stater
have samme adgang til gratis retshjælp
som landets egne undersatter og vil herved
have at rette sig efter lovgivningen i den
stat, hvor gratis retshjælp er begæret.
I de stater, hvor der eksisterer retshjælp i
administrative anliggender. skal de i oven-
stáende stvkke fastsatte bestemmelser lige-
ledes finde anvendelse pá sager, der indbrin-
ges for de domstole, der er kompetente i disse
aniiggender.
Artikel 21.
Bevidneisen eller erklæringen om ansøge-
rens trang skal i alle tilfælde udstedes eller
modtages af myndighederne pá det sted,
hvor den fremmede har sit sædvanhge op-
holdssted, eller i mangel af sádant pá det
sted. hvor han for øjeblikket opholder sig.
Hvis đisse sidste mvndigheder ikke hører
til en kontraherende stat og ikke modtager
eller udsteder bevidnelser eller erklæringer
af denne art, er en bevidnelse eller en erkíæ-
ring udstedt eller modtaget af en diploma-
tisk eller konsulær repræsentant for det
land, til hvilket udlændingen hører, til-
strækkelig.
Hvis ansøgeren ikke opholder sig i det
land, hvor begæringen indgives,, skal be-
vidnelsen eller erklæringen om hans trang
gratis legaliseres af en diplomatisk eller