Fróðskaparrit - 01.01.1985, Qupperneq 106

110
BÓKAUMMÆLI
ganske uvæsentligt, at netop disse anmeldel-
ser har været pá vægten en ekstra gang — og
er blevet fundet tunge nok til at indgá i de
nævnte »klipbøger«.4
»Kronologisk oversigt«
Dette afsnit omfatter 448 løbenumre (dog
mangler nr. 252!), — hvilket má siges at være
et relativt beskedent oeuvre. Til sammenlig-
ning kan nævnes, at Frank Jæger-bibliogra-
fien fortegner 824 numre, — og at Otto Gel-
sted-bibliografien nár helt op pá 5268 numre.
Den kronologiske ordning af henvisnin-
gerne f ortæller noget om, hvilken produktions-
rytme William Heinesen har holdt; cum grano
salis, ganske vist, — idet enkeltdigte, digtsam-
linger, antologioptryk, romaner og oversæt-
telser jo indgár med lige stor vægt, om man
kvantificerer pá grundlag af løbenumrene.
Hvorom alt er, sá omfatter forfatterskabets
første tre ártier kun 47 numre — med tre
numre pr. ár som højden, undtagen for 1924,
hvor tallet er fem. Sá sent som i 1957 bliver
antallet af numre pr. ár tocifret, men kun
tre gange nár det op pá og over 20 (1958,1961
og 1965). Og man má ikke glemme, at jo
længere frem i forfatterskabet man kommer,
jo flere numre genereres sá at sige automatisk
(optryk, oversættelser).
Den kronologiske orden er naturligvis ikke
nogen produktionsorden. Ret beset er den
end ikke nogen publikationsorden. Princip-
pet er nemlig, at henvisninger, der kan henfø-
res til en bestemt dato eller en bestemt má-
ned, inden for áret er placeret i rækkefølge
før de henvisninger, som er »udat.«. Under
árstallet 1968 er der f.eks. otte udaterede
(udaterbare?) henvisninger, og de er selv-
følgelig ikke allesammen fremkommet mel-
lem jul og nytár! Traditionelt antager man,
at Heinesen debuterede i tidsskriftet Verden
og Vi 2.5.1919; det der trykte digt har da
ogsá løbenr. 1. Men er det utænkeligt, at de
fire digte, som (fortegnet under løbenr. 3)
fremkom i Klingen, 3. árg., nr. 1, i virkelig-
heden var først pá pletten?
»Oversættelser«
Talen er her ikke om en oversættelsesbiblio-
grafi, men om en nøgle til den kronologiske
oversigt, forsávidt angár de oplysninger om
Heinesen-tekster i oversættelse, som indgár
i denne. Man konstaterer uden videre, at der
foreligger oversættelser til 13 sprog: engelsk,
finsk, fransk, færøsk, grønlandsk, islandsk,
italiensk, norsk, polsk, russisk, svensk, tjek-
kisk og tysk. Og eftersom de danske titler
under hvert sprog er ordnet genremæssigt,
kan man ogsá ganske hurtigt fá et indtryk af,
hvad man inden for de forskellige sprogom-
ráder har ment at kunne »bruge«. Ikke mindst
romanerne har opnáet stor international ud-
bredelse, sáledes som det fremgár af følgende
skema.
Romanskemaet omfatter, som man ser, ikke
alle de nævnte sprog, — der foreligger yder-
ligere følgende oversættelser: Noatun, itali-
ensk 1944, grønlandsk 1966; Den sorte Gryde,
finsk 1958, polsk 1968, russisk 1974, tjekkisk
1980; De fortabte Spillemænd, tjekkisk 1958
og 1975 (NB. forskellige oversættelser), grøn-
landsk 1972, russisk 1974; Det gode Haab,
polsk 1974. (De to russiske oversættelser er
fremkommet i et bind.)
Det eneste af de 13 sprog, hvortil der ikke
er oversat nogen roman, er fransk. Den
fransklæsende verden kender kun Heinesen
som ophavsmand til tre digte, — som tilmed