Atuagagdliutit - 10.04.1963, Blaðsíða 14

Til korsfest i Ethiopiens
gamle hovedstad
Pastor Ove Buur fra Sydslesvig har på en rejse i Ethiopien
overværet den koptiske kirkes største fest, hvor præster danser
foran domkirken, som ifølge overleveringen skulle rumme
biblens »Pagtens Ark«
Natvægteren på den svenske missionsstation i Adua var en frygtindgyden-
de sort herre i en tung, laset italiensk militærkappe og med et gammelt gevær
over skulderen. Han sov ellers „som en stok", sagde missionærfruen om ham,
men denne morgen var han vågen. Kl. 3.30 stod han der og rykkede i min sove-
pose. „Maskal is come!“, sagde han med et lidt søvnigt smil.
Det var en pragtfuld afrikansk nat. Månen stod gul og fuld mellem euca-
lyptustræernes spinkle grene og strålede, så man kunne blive ør af det stærke
lys. Insekter fyldte luften med musik og blinklys, og et par sjakaler hylede sul-
tent ovre i bjergkløften bag soldaterlejren.
tøj. Det tørrer hurtigt igen. De for-
nemme behøver dog kun at be-
stænke sig. Hen på formiddagen
går de til markedspladsen, hvor
den hellige Helena på en pilgrimsrejse
til Jerusalem ca. år 300 der fandt Kri-
sti sande kors.
TIGGERE, SOVENDE PÅ GADEN
Den ældgamle kongeby, Aksum,
var vort mål. Vi slap heldigt over by-
ens vadested og kantede os gennem
de smalle, krogede gader, forsigtigt
for ikke at påkøre de sovende tiggere,
som trygt lå i halvmørket under de-
res huder og ventede på en almisse
efter gudstjenesten, eller puffe til de
søvndrukne nattevandrere, der var
lidt sent på vej til kirke.
Aduas sidste hytter var næppe lagt
bag os, før de første 3 par grønne øjne
lyste imod os. Og de blev stående i
Jeep’en startede flinkt og morgen-
oplagt, og vejviseren og tolken skæ-
vede op, knap så morgenfriske. Disse
to indfødte lærere fra missionsskolen
var vel europæisk klædt, men det eu-
ropæiske var kun overfladisk. Den
lange vævede etiopiske klædning,
shammaen med den farverige kant
havde de slynget rundt om hals og
hoved og hen over munden. Det er nu
de steder, etioperne fryser først. Nav-
net abessiniere holder de ikke af. Det
skal være afledt af det arabiske
„habesh", der betyder blandingsfolk.
Nej! de er efterkommere af den navn-
kundige sagnkonge Etiopis, hvis søn
Aksumavi grundlagde landets første
hovedstad Aksum.
„AKKO AKKOLKI",
MASKAL KOMMER!
Jo, maskal var på vej! Den aller-
største af de kirkelige fester, de kop-
tiske kristne i Etiopien fejrer. De har
allerede forberedt sig i lang tid både
ved faste og gennem sorg og glæde.
I de talrige kirker og i hjemmene har
man holdt bøn og ifølge ældgamle
folkeskikke med blomstrende overtro
jaget det onde bort og budt det gode
velkommen. En tyr eller en ged blev
ofret på højene uden for byen. De
lækre indvolde har man spist varme
og ladet resten ligge for at formilde de
vilde dyr. Og natten forud for festda-
gen er alle voksne fordybet i bøn og
sang, medens børnene og de unge har
haft alskens løjer for. Drengene drog
i fakkeltog til den svenske missionærs
bolig for ved dyredanse til tromme-
rytmer at lette europæerne for et par
etioperdollars. Og pigerne dansede
pardanse, hvor den ene stod på skul-
drene af den anden. Andre løb fra
hytte til hytte og råbte: „Akko akko-
li!!“, maskal kommer!
På dette natlige tidspunkt er al-
le samlet i kirkerne for at nyde
nadveren, og såsnart Solen er stået
op, går de til den nærmeste kilde
for at tvætte sig — både krop og
Tæt ved den nuværende markedsplads i
den gamle hovedstad AKSUM står endnu
4 af de oprindelig SS obelisker. Denne
Astarte-stote er 22,5 m høj, hugget i eet
stykke, massiv og har for neden indgangs-
døren til de 9 himle.
den egentlige festgudstjeneste hol-
des.
Maskal betyder kors, og festen fej-
res i slutningen af september, ved den
store regntids ophør, til minde om at
kejser Konstantin den Stores mor,

□D G QDITZ2

$8:
88:
11
88;
xFx;
li
KW:
LUFTKØLEDE
motorer
fra 8 HK
til
210 HK
moforif silåinarmik
nigdlarsaissugdlit
såkortussusigdlit
8 HK-mit
210 HK-mut
I
iSifJ
VANDKØLEDE
motorer
fra 20 HK
til
3000 HK
motorit imermik
nigdlarsaissugdlit
20 HK-mit
3000 HK-mut
igdloKarfit pingårnerssatoKåne Aksumime
niuvfåtarfiup ernånguane sule napåput u-
jaragssuit ainitsukujfit sisamat, katitdlutik
58-iusimagaluartut amiåkue. tåuna Kiter-
dleK 22,5 m-itut portutigaou, ujarKamit
ilivitsuinarmit Kuvssagan, igalåjussalingnik
Kuleringnik ilugdlissaK Kilait Kulingiluat
namagtitdlugit.
vejkanten, lige til vi kom derhen, kun
modstræbende flyttede de sig, da vi
susede forbi. Hyæner var det, og så
tæt passerede vi dem, at vi tydeligt
så tegningerne i deres grå skind og
hørte dem hvæse ad os visende de
spidse, hvide tænder. Ved at se så-
danne gab kom jeg til at tænke på
missionærfruens detaillerede skildring
af, hvordan hyæner en nat, hun var
alene hjemme, havde overfaldet deres
to trofaste små æsler og ædt dem,
uden at disse forsøgte at modsætte sig
deres uundgåelige skæbne. Aduas hy-
æner var åbenbart ikke vant til mili-
tærvogne, skønt der ligger en stor gar-
nison i byen. Hvad skulle militæret
også med biler? Dem kan de allige-
vel ikke bruge i dette bjergrige land-
skab.
SOLDATER MED SPYD OG KNIVE
Dagen før så jeg en kolonne soldater
på march. De var skødesløst påklædt,
nogle havde gevær, andre spyd eller
knive. De halvt løb, halvt dansede hen
ad vejen, syngende en skingrende, ryt-
misk krigssang. Enhver europæisk of-
ficer ville le højt, om han havde set
en sådan flok soldater.
Men étioperne har deres egne kamp-
metoder. Dem lærte italienerne at ken-
de i slaget her ved Adua i 1896, da
general Baratieri kom med en overle-
gen hær på 10.250 veludrustede eu-
ropæiske soldater og dertil lige så
mange indfødte for at lægge Etiopien
ind under Italien. 70 procent faldt el-
ler blev taget til fange, samtlige 56
kanoner og alt tros og træn faldt i
forsvarernes hænder. Resten af den
slagne hær slæbte sig møjsommeligt
tilbage til kysten. Og havde sejrher-
rerne været mindre barmhjertige mod
de hvide, var ikke een eneste soldat
vendt tilbage til Italien for at aflæg-
ge rapport. Men etioperne jublede og
holdt takkegudstjenester — ligesom
de natten før slaget havde deltaget i
nadveren i Zions domkirken i Aksum.
Europa var rystet! Hvordan var det
muligt, at en stor moderne hær kun-
ne knuses af et par negerstammer? —
I 1936 havde etioperne gjort det sam-
me, dersom ikke italienerne havde
overfaldet landet med flyvebomber og
giftgasgranater.
På en af højene ligger en lille kirke,
bygget i taknemmelighed over, at lan-
det bevarede sin frihed og selvstæn-
dighed.
58 OBELISKER, MEN KUN
4 STÅR ENDNU
Vejen fra Adua til Aksum er vel-
anlagt, om ikke velholdt, italiensk ar-
bejde, romersk vejbygningskunst. Der
er 24 km. Imidlertid er Solen stået op
og kaster sin glans over det farverige
landskab. Forude hæver høj plateauet
omkring byen Gondar sig, og til ven-
stre skimtes de sneklædte tinder af
Ras Dashan, som når op i næsten 5000
m’s højde. Det er den skønneste tid på
året; regntiden er forbi, alt er grønt
og frodigt. Hele laguner af lysegule
„maskalblomster" er spredt som af en
stor gavmild hånd ud over marker og
b j ergskråninger.
Byen Aksum har i dag et par tu-
sind indbyggere, som bor i fattige hu-
se og hytter, men fundamenter af
slotte, det enorme vandreservoir,
hugget ind i bjerget og obeliskerne
fortæller om, hvor fornem kongebyen
engang har været. Og den almindelige
kirkegård i bjergene med sine hun-
dredtusinder af grave vidner om, hvor
rigt befolket hovedstaden engang var.
Der har i alt været 58 obelisker, kun
4 står endnu, en af de største ligger
væltet og knust. De er som de ægyp-
tiske hugget i ét stykke og slæbt af
sted fra et granitstensbrud mange ki-
lometer derfra.
Det er de højeste obelisker, man
kender. Den allerhøjeste er 32,5 m høj.
Den bragte italienerne i 1937 som
krigstrofæ til Rom, hvor den er op-
stillet på Piazzo Porto Copena. De var
gudinden Astartes boliger. Forneden
er en portagtig fornem dør med lås og
ovenpå 9 etager med vinduer, sva-
rende til de 9 himle. Men de er mas-
sive og uden skrift. Lignende støtter
kendes fra astartekulter i Babylo-
nien.
MØNTER FRA GAMLE
GRAVPLADSER
De højtliggende gravpladser kan
ved stærke regnskyl udskylles, så
mønter, de døde fik med sig, kommer
til syne. En geskæftig flok af byens
drenge har delt afløbets bredder mel-
lem sig, 100 skridt til hver. Der sam-
ler de mønter, som de sælger til turi-
sterne. Mit udbytte blev 3, én med
kongeportræt i guldindfatning, fra den
hedenske tid, og 2 med kors fra kri-
sten tid. Disse møntfund såvel som et
par enkelte indskrifter på marmor-
kroningsstole er med til at sætte da-
teringen af kristendommens indførelse
i Etiopien til omkring år 340.
Dette stemmer overens med, hvad
den latinske kirkefader Rufinus (ca.
345—410) beretter: En filosof fra Ty-
rus havde på en indiensrejse to unge
mænd, Frumentius og Edesius, med
sig. Ved en landgang på Rødehavsky-
sten blev skibet bordet af sørøvere.
De slog alle ihjel undtagen de to unge
mænd, som de solgte som slaver til
kongen i Aksum. Dette skal have væ-
ret i året 313. Kongen satte senere de
to unge kristne til at være lærere for
sin søn, tronfølgeren, som især af
Frumentius blev indført i kristen-
dommen. Herved fik den nye tro rod
Den ældgamle gravplads ved Aksum for
rigets konger og donninger. Efter tolkens
udsagn hviler „Dronningen af Saba“ under
stenen i forgrunden til højre.
Aksumime ilivekarfitoKarssuaK itsarssuar-
dle kungit ilinekartarfiat. okalugtip ona-
lugpalårnera nåpertordlugo Sabame klinge
arnak iliveitarsimavoK ujaritap nåparku-
tip sardliup taierpigdliup atåne.
14