Læknablaðið - 01.06.1963, Qupperneq 36

62
LÆKNABLAÐIÐ
nisme. De fleste farmaka pas-
serer placenta og derfor kan
indgift af farmaka i doser, som
ikke skader moderen, nemt pá-
före fosteret iatrogene skader.
Resultater af dyreforsög er i
höj grad vejledende angáende
undersögelser af manglende
lægemiddelmetabolisme hos
fostre og nvfödte. Derimod má
del beklageligvis erkendes, al
dyreforsög i k k e kan ventes
at give oplysninger om, livor-
vidt et farmakon har teratogen
virkning hos mennesket eller ej.
Kállén (1963) har sáledes utvivl-
somt ret, nár lian skriver: „Yi
kan aldrig med hjálp af djur-
experiment vare sig fálla eller
fria en drug ur teralogen syns-
punkt án för den undersökta
arten.“
Belært af erfaringerne med
talidomid ved vi, at et tilsvne-
ladende uskadeligt farmakon
kan fremkalde kongenite defor-
miteter, hvis stoffet indtages i
löbet af den organgenetiske pe-
riode i svangerskabets 1. tri-
mester. Vi ved næsten intet om,
hvilke stoffer har potentielle
teratogene egenskaber hos men-
nesket, og det er ingenlunde
sikkert, al den kausale sam-
menhæng altid bliver sá hur-
tigt opdaget og erkendt som
det var tilfældet med tali-
domid. Det er en kendsgerning,
at bivirkninger og toksiske virk-
ninger af farmaka först er ble-
vet erkendt efter langvarig an-
vendelse i klinikken. Yi má der-
for antage, at dette ogsá kan
gælde den evenluelle teratogene
virkning af farmaka pá men-
neskefostre og vi má naturlig-
visvære særligvagtsomme over-
for nye og hidtil ukendte stof-
fer.
Den kliniske vurdering af læ-
gemidler svinger almindeligvis
fra tid til anden. Svingningerne
skyldes for en stor del den
kendsgerning, at farmaka har
andre virkninger i den menne-
skelige organisme end forudset
udfra resultaterne af dyrefor-
sög og den nu anvendte preli-
minære kliniske afprövning. Yi
ved, at den kliniske erfaring
med farmaka udgörresultaterne
af forsög med indgift af de pá-
gældende stoffer til mennesker.
Det er derfor af störste betyd-
ning for at undgá iatrogene ska-
der ved alle former for farma-
koterapi, at toksiske virkninger
og bivirkninger af nye farmaka
hurtigst muligt opspores og er-
kendes. Dette problem er af
store dimensioner og kan pá ra-
lionelt grundlag kun löses der-
ved, at nve lægemidler pá et tid-
ligt tidspunkt underkastes en
langt grundigere klinisk-farma-
kologisk undersögelse end det
nu er tilfældet.
Yi har ingen garanti for, til
trods for selv den bedst mulige
klinisk-farmakologiske under-
sögelse af nye lægemidler, at
iatrogene skader ikke jævnligt