Læknablaðið - 15.02.1983, Blaðsíða 18

44
69,44-46,1983 LÆKNABLAÐIÐ
w
n
Povl Riis
VIDENSKABSETISKE KOMITEER - BEHOV OG
ORGANISATION
Siden vedtagelsen i verdenslægeforbundet af
Helsinki-deklaration II i 1975 er deklarationen
alment accepteret ikke blot i et stort antal
lande, men ogsá i princippet af verdenssund-
hedsorganisationen (WHO).
I Helsinki-deklaration II siges det i afsnit I,
§ 2, at »forsogsplan og metoder for hvert
forsog, som omfatter menneskelige forsogs-
personer, skal beskrives noje i en forsogspro-
tokol, som skal sendes til en særlig udnævnt
uafhængig komité til overvejelse, kommenta-
rer og vejledning«. I árene efter 1975 har især
de nordiske lande, i overensstemmelse med
det nordiske initiativ til den revision af dekla-
rationen som forte til 1975-versionen, beskæf-
tiget sig med at oprette et system af uafhængi-
ge komiteer, der kunne opfylde kravet i afsnit
1, § 2.
Legalt eller officiest system
Nár udgangspunktet til at oprette et viden-
skabsetisk komitésystem netop tages i Helsin-
ki-deklaration II, er der herved indirekte taget
stilling til, at ordningen skal baseres pá et
officiost system, og ikke pá en særlig lovgiv-
ning pá omrádet. I samtlige nordiske lande,
hvor et komitésystem enten er indfort eller
planlægges, har man valgt et system, der ikke
hviler pá en særlig lovgivning. Argumentet for
et legalt system er hyppigst, at et sádant i
hojere grad ville sikre reglernes overholdelse.
Nár blandt andre Danmark har valgt et
system, der ikke hviler pá ny lovgivning,
skyldes det, at en sádan lovgivning skulle være
endog særdeles detaljeret, hvis den skulle
kunne dække blot væsentlige omráder af den
biomedicinske forskning, vi kender f.eks. i de
nordiske lande. Generelt, eller i hvert fald pá
væsentlige omráder, ville en sádan lovtekst
have rammelovens karakter, og ville derfor
alligevel nodvendiggore et særligt fortolk-
ningssystem, sáledes som vi kender det pá de
ovrige medikolegale omráder, hvor en natio-
nal lægelov kræver oprettelsen af et retslæge-
rád eller tilsvarende organ.
Hvad repressalier for overtrædelser af de
videnskabsetiske regler angár, viser det sig, at
de allerede eksisterer, ogsá uden særlig lov-
givning. Det har nemlig allerede nu vist sig, at
et storre antal biomedicinske tidsskrifter for-
langer, at projekter med mennesket som
forsogsobjekt, beskrevet i artikler, skal være
vurderet af en uafhængig videnskabsetisk
komité, for de kan offentliggores. Og store
nationale og internationale fonde, der stotter
blandt andet lægevidenskab, kræver i dag det
samme for at realitetsbehandle en ansogning.
Endelig er det fra juridisk side fremhævet, at
eksistensen af en global deklaration, offent-
liggjort og kommenteret i de faglige tidsskrif-
ter m.m., gor den læge, der ville undlade at
benytte komitésystemet eller folge dets rád i