Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 31

29
vænnes efterhaanden til at stole paa sig selv. Han gaar
sine egne Veje og holder Øjnene aabne. Hvad andre
dømmer om hans Maade at være Landmand paa, det bry-
der han sig ikke om. I al sin Id ledes han af den Tanke:
Jeg bygger ikke for mig alene, men Samtiden og
Efterslægten skal nyde mit Arbejds Frugt. I al sin Stræ-
ben har han en trofast Støtte i sin brave Hustru, som
elskes og æres af det hele Hus og gør hver Dag til en
Festdag for Husbonden. Naar Vinteren kommer, søger
ban at faa det bedst mulige ud af den lange Hviletid.
Soves bort skal den ikke, thi ogsaa Vintertiden er en
Herrens Gave, god som hvert hans Værk. Da gaar han
paa Rype jagt oppe i Fjældene, hans Bord hjemme pry-
des med »Fjældets lækre Høns«, og Sengen stoppes med
de bløde Fjer. Den lange Vinteraften fordriver han med
at læse højt af »Oldtids Sagn om Fædres Heltedyd og
virksomt Liv«. Skjaldenes Kvad synges. Alle lytter til,
og Tiden svæver bort paa lette Vinger. Han er en Ven
af uskyldig Glæde og munter Færd; han sørger for, at
de unge paa Gaarden ikke skal savne nyttig Adspredelse.
Blandt andet vænner han de unge Karle til at øve Idræt.
Og saaledes svinder den ellers mørke og lange Vinter
hen i gavnlig Id og glade Sysler.
Ved saaledes at leve sig ind i Landlivets Herlighed
vokser den unge Landmands Kærlighed til Landet med
hver Dag. Han kommer mere og mere til den Anskuelse,
at man skal hjælpe sig frem med Landets egne Frem-
bringelser :
Ej beske Bønner fra Sumatras Kyst
og dyr Muskat for Guld jeg køber hjem,
for langsom Ild at tænde i mit Blod
°g syg Paa Stormænds Vis at blive — mens
jeg Hænder har og Plet af Have-jord.