Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 41

39
gens Undersaatter drev Handel deroppe. Men Klagerne
over de slette Handelsforhold forstummede ikke, saa
Kongen tilsidst maatte give efter og lade en for Islæn-
dingene gennemgaaende fordelagtig fast Takst udarbej-
de, som ikke maatte overskrides af de handlende (1619).
Men denne Forholdsregel tilfredsstillede hverken Islæn-
dingene eller de danske Monopolister. De første hæv-
dede som deres Ret, legaliseret ved mange Aarhundreders
Praksis, at Prisen paa Varerne paa begge Sider fastsat-
tes ved en fri Overenskomst mellem Køber og Sælger,
og paastod, at den udarbejdede Takst var altfor høj i
Sammenligning med, hvad man tidligere var vant til.
Og Monopolisterne paa den anden Side fandt den udar-
bejdede Takst altfor lav og truede med at indstille Is-
lands Handel, med mindre Taksten blev forhøjet. Dette
sidste skete da ogsaa inden ret længe. I Aaret 1631 blev
en ny forhøjet Varetakst fastslaaet af Kongen, uden at
man forelagde Islændingene Sagen. Tidspunktet var saa
uheldigt som vel muligt, idet Befolkningen just i de Tider
hjemsøgtes af det ene Uaar ovenpaa det andet. Et nyt
Bønskrift til Kongen blev udfærdiget, hvor man an-
modede Majestæten om at blive fri for den nye Takst
med den Motivering, at den gjorde det til en Umulighed
for Befolkningen at anskaffe sig de allernødvendigste
Varer. Men Kongens Høvedsmand, Admiral Pros Mund
til Birkevold, vægrede sig paa det bestemteste ved at
oversende Bønskriftet til Kongen. Imidlertid skulde
Bispen Gisli Oddson ned til Danmark for at blive ordi-
neret. Han paatog sig det Hverv at frembære Befolknin-
gens Bønskrift og fik ogsaa udrettet, at Kongen ved et
Reskript bestemte, at den første Takst skulde gælde.
Men samtidig blev rigtignok alle tidligere Forbud mod,
at fremmede Nationer drev Handel paa Island, skær-
fede, og høj Straf fastsat for enhver Overtrædelse heraf.