Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 71

69
rhng, men paa et bredere Grundlag, ligesom hans Øjne i
det hele taget var mere aabne for Manglerne og Skygge-
siderne ved det islandske Folkeliv end for dets mulige
Portrin og nationale Ejendommeligheder. Det forekom
Hannes Finnsson, at Eggert Olafsson og Meningsfæller
Hgde altfor stor Vægt paa de nationale Ejendommelig-
heder, og at de dermed bidrog til at styrke Isoleringen af
Folket. Han mente derimod, at Folkets Udvikling just
var betinget af, at Folket saa meget som muligt førtes ud
af den nationale Isolation og bragtes i nærmere Berøring
med fremmede Nationers hele Tankeliv, Sæder og Skik-
ke. Hans Modstandere beskyldte ham for at ville fremme
Efterabelse af alt, hvad der var udenlandsk, med Til-
sidesættelse af, hvad der havde udgjort Befolkningens
Særkende gennem Aarhundreder. Men hertil gav Han-
nes Finnsson det tydelige Svar, at den Magt fandtes ikke
paa denne Jord, der formaaede at rokke ved denne hans
Beslutning efter bedste Evne at hjælpe sine Landsmænd
til at tilegne sig det, som han havde fundet Behag i hos
fremmede Nationer. Efter at han havde nedsat sig paa
Island, først som Faderens Coadjutor, senere som selv-
stændig Biskop, arbejdede han ufortrødent paa at sprede
nyttig Oplysning iblandt Befolkningen og opfordre an-
dre til det samme. Selv besad han fortrinlig Fremstil-
lingsevne og Læregaver, og som folkelig Forfatter var
han fuldt ud paa Højde med Samtidens bedste i det
Øvrige Norden. Mest bekendt og mest skattet af sit Folk
som populær Forfatter blev Biskop Finnsson for en til
Aftenlæsning for Menigmand bestemt Samling moralise-
rende Betragtninger, Fortællinger og Fabler, som udkom
1796—97 — til Dels i dialogisk Form •— under Navn af
»Kvøldvøkur« (d. e. Vinteraftener) i to ret store Bind.
I disse »Kvøldvøkur« er det lykkedes Forfatteren paa en
meget heldig Maade at forene de underholdende, mora-