Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 99

97
narsson ikke staaet alene med sine Fremskridtsideer, men
var omgivet af en Kreds af ligesindede, som længtes efter
at faa udrettet noget til Islands Fremblomstring og
Lykke. Derfor faldt det af ham paabegyndte Arbejde
ikke til Jorden ved hans uventede Bortgang, men fort-
sattes i samme Aand af hans Venner og Meningsfæller.
Blandt disse sidste var Tomas Sæmundsson
(1807—1841) langt den betydeligste, ligesom Baldvin be-
sjælet af en glødende Fædrelandskærlighed parret med
en ualmindelig Virkelyst og Energi, men hans Overmand
i alsidig Viden og i en Belæsthed, der grænsede til det
fænomenale. Ogsaa han var bondefødt, men blev tidlig
sat til Bogen. Tyve Aar gammel kom han i Aaret 1827
ned til København for at studere Teologi. Hernede havde
han straks den første Vinter sluttet Venskab med den
seks Aar ældre Baldvin Einarsson, et Venskab, som sik-
kert har været af største Betydning for Tomas Sæmunds-
sons Udvikling. Hans patriotiske Sindelag var allerede
befæstet i hans Sjæl ved Afrejsen fra Hjemmet. I hans
første Brev til Faderen efter Ankomsten til København
søger han at give en Skildring af, med hvilke Følelser han
paa Rejsens tredje Dag saa Islands Fjælde fortone i Hori-
sontens Fjærne: »Det er« — skriver han — »ingenlunde
nogen let Sag at klargøre for andre de Tanker og Følelser,
som behersker et Menneskes Sjæl, der første Gang i sit
Liv befinder sig ude paa det store Hav uden at øjne noget-
somhelst andet end Havet i al dets Vælde og Vidde til
alle Sider med Himlen hvælvet ovenover. Tankerne var
saa mange og Følelserne saa yderst mangeartede. Dog
husker jeg én især, nemlig denne: Nu er Du rykket bort
fra dit Hjemlands bløde Moderarme — og i samme Nu
stod det klart for min Tanke, at hvad jeg saa end maatte
have i Vente at se af fremmede Landes og Steders Her-
ligheder, da vilde dog min Fødeø, trods al sin Fattigdom,
Jon Helga son: Fra Islands Dæmringstid.
7