Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 44

42
havde man ikke Brug for flere Varer. Disse uafsatte
Varer maatte da transporteres hjem igen, thi de maatte
ikke sælges andetsteds. Da en Bondemand Holmfast
Gudmundsson, bosat i Hafnarfjords Handelsdistrikt, saa-
ledes forgæves havde søgt at afsætte tre Langer, io
Kuller og to Bundt Svømmeblærer hos den Købmand,
han var henvist til, og tvunget af den haar de Nød solgte
dem til Købmanden i Keflavik, det nærmest sydfor lig-
gende Handelsdistrikt, blev han bundet til Pælen og kag-
strøget i Amtmand Mullers egen høje Nærværelse. En
anden Bondemand Tomas Konrådsson blev dømt til Tab
af Boslod og til Bremerholmslaveri, fordi han solgte en
Smule Fisk til Budir’s Købmand, mens Fisken uheldigvis
var fanget i Stapi’s Handelsdistrikt.
I Begyndelsen af det 18de Aarh. saa det en Tid vir-
kelig ud til, at bedre Tilstande var i Anmarsj, idet der
ikke blot blev udarbejdet en ny Takst, betydelig bedre
end den hidtil gældende, og de vanvittige Straffebestem-
melser for Overtrædelse af Handelsforordningen blev sat
ud af Kraft eller rettere erstattede med simple Bøder,
men Kongen endog gav sit Minde til, at der blev ansat
en af Islændingene selv bekostet Handelskonsulent i Kø-
benhavn for at vaage over Landets Interesser og fore-
bringe Kongen de Klager over Handelens Førelse, som
maatte komme frem. Men det sidste kom desværre al-
drig til Udførelse.
Imidlertid blev Klagerne over Monopolhandelen med
hvert Aar, der gik, mere højrøstede. Det kunde ikke
skjules for nogen, der vilde se, at disse Klager var vel-
beføjede, ligesom det maatte staa klart for enhver uhil-
det Betragter, at Befolkningen ligefrem gik sin Under-
gang i Møde, saa dybt sunket som den var i Armod og
Elendighed under disse slette Tilstande. Men Regeringen
vidste øjensynlig ikke sine levende Raad, og hvad den