Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 45

43
ioretog sig —• af god Vilje sikkert, men tillige af megen
Ukendskab til Forholdene — gjorde kun ondt værre.
Uens allerstørste Fejlgreb blev det dog, da den fra Nyt-
aar 1743 bortforpagtede den islandske Flandel til Køben-
havns »Hørkræmmer-Kompagni«. Galt havde det været
f0r, men dog aldrig som nu, efter at dette Kompagni fik
Handelen i sin Magt. Nu var der ikke alene meget
hyppig Mangel paa de Varer, man trængte mest til; men
he Varer, der førtes, var gærne af daarligste Kvalitet,
ja ligefrem fordærvede. Saaledes blev noget Mel, som i
København var erklæret for ubrugeligt, indskibet og ført
Id Island. Og denne fordærvede Vare forsøgte man at
Prakke Befolkningen paa til fuld Pris i Bytte for de in-
denlandske Produkter. Vægrede Bønderne sig ved at
købe, blev de kort og godt skældt Huden fuld og maatte
reJse hjem med uforrettet Sag. Tobak og Brændevin og
Kramvarer var der aldrig Mangel paa, men Tømmer og
Salt og andre af de nødvendigste Handelsartikler gene-
rede man sig ikke for at lade mangle. Det hændte ogsaa,
at Kompagniet slet ingen Skibe sendte derop, da det
Hndt, at Sejladsen ikke kunde betale sig. Og da dette
indtraf just paa et Tidspunkt, hvor Fiskeriet mislykke-
des fuldstændigt flere Aar efter hinanden, maatte Følgen
hlive en almindelig Hungersnød.
Saaledes var da Forholdene ved den Tid, S k u 1 i
Magnusson træder frem paa Historiens Skueplads.
Skuli Magnusson var Søn af en ubemidlet Præst i
det nordlige Island. I sin Opvækst blev han sat til Han-
delen, og derved blev Grunden lagt til hans til Had græn-
sende Uvilje over for den islandske Handel, som den før-
tes i de Tider. Hvad det unge og opvakte Menneske saa
°g erfarede i de Aar, han stod ved Handelen, var af den
Beskaffenhed, at han paa det bestemteste nægtede at gaa
videre ad den Vej. At staa i Monopolhandelens Tjeneste