Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 48

46
videre Omsvøb fra Bestillingen (1749). Og Regeringen,
der var blevet træt af alle de Klager, der førtes over de
danske Embedsmænd paa Island, og som altfor ofte viste
sig at være i alle Maader velbegrundede, kom nu paa den
heldige Tanke at bryde med det hidtil fulgte Princip og
at vove Forsøget med en af Landets indfødte, der maatte
anses for at egne sig til at overtage det ledige Landfoged-
embede. En saadan mente Regeringen at have i Skuli
Magnusson, og han blev da ogsaa udnævnt til Embedet.
Landfogeden havde aldrig været nogen yndet Em-
bedsmand i Island, thi han skulde paa Embedsvegne va-
retage Inkassationen af alle Statsindtægterne deroppe.
Da Skulis Udnævnelse rygtedes, vakte den almindelig
Bestyrtelse, thi det var aldrig faldet nogen Islænding ind,
at en saa bandsat Djævel som Landfogeden nogensinde
kunde fremstaa i Skikkelse af en Islænding. Han og
hans Navn var Islændingene mindst lige saa stor en
Rædsel som Dragen i Babylon. Men dette gjorde ikke
det mindste Indtryk paa Skuli. Han var sig det store
Maal bevidst, og i denne Stilling, maaske mere end i no-
gen anden, mente han at kunne faa det udrettet, som
hans Hu stod til. Det blev da ogsaa i den Stilling, Skuli
Magnusson paa en Gang blev den mest elskede og den
mest hadede Islænder, som Islands Historie i det 18de
Aarh. ved at nævne.
Ved den Tid, Skuli Landfoged — som han fra nu af
almindeligt kaldes — tiltraadte sit ny Embede, var det
gaaet meget ned ad Bakke for Islændingene i økonomisk
Henseende. Den pekuniære Status var i det hele taget
saa slet, som den kunde blive. Kom der Misvækst et
Aar, eller mislykkedes Fiskeriet, var Hungersnøden den
sikre Følge, og Folk og Fæ hentæredes rundt om i Bygd-
erne. Gaardenes Røgt blev de fleste Steder forsømt.
Befolkningen var udmattet af den ret fortvivlede Kamp