Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 80

78
det kongelige Reskript ikke med et Ord — mærkværdigt
nok. Sandsynligvis har Regeringen valgt denne højst
mærkværdige Optræden af ærbødig Hensyntagen til den
alderstegne Stiftamtmand, hvis Optræden i denne Sag
havde været Regeringen til stort Behag. Men Magnus
Stephensen lod sig ikke skræmme af Regeringens Hold-
ning i Sagen. Han blev ved med at arbejde for Handels-
forholdenes Forbedring i Tale og Skrift og lod ingen
Lejlighed gaa ubenyttet hen i saa Henseende. Vel fik
han ikke det udrettet, som han havde sat sig som Maal:
Handelens fuldstændige Frigivelse; men saa megen Re-
spekt havdk'i de handlende for den myndige Justitiarius,
at de ikke vovede at gaa videre ad den Vej, de i 1795
havde slaaet ind paa ved Sammenslutningen.
Som før berørt var Magnus Stephensen ligesom saa
mange andre af Oplysningstidens ledende Aander i ret
høj Grad blottet for al Pietet for den svundne Tids Frem-
bringelser og for historisk Sans i det hele taget. Denne
hans Mangel, som jo stod i nær Forbindelse med hans
manglende Interesse for det nationale, lagde sig for Da-
gen ikke blot i hans energiske Bestræbelser for at fremme
Folkeoplysningen, men ogsaa paa andre Omraader, hvor
han kunde gøre sin Indflydelse gældende.
I Slutningen af det 18de Aarh. havde den gamle Ord-
ning i Island paa mange Maader overlevet sig selv. Der
trængtes til gennemgribende Forandringer paa adskillige
Omraader. Den nye Tid med sine forskellige Krav gjor-
de det højst fornødent. I Aaret 1787, samtidig med Han-
delens Frigivelse, havde det ubetydelige Fiskerleje Rey-
kjavik faaet Købstadrettigheder, og det var nu Regerin-
gens Hensigt, at denne lidet ansete Handelsplads skulde
efterhaanden udvikle sig til Islands Hovedstad.
Men for at give Reykjaviks Udvikling til Hovedstad