Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 32

Han ivrer saaledes imod Brugen af Te og Kaffe.
Naar en fornem Gæst besøger ham, da byder han ikke
»China’s mugne The«, men laver i Steden for at indfødt
Ærenpris og flere indenlandske Urter »en balsamisk
Saft«. Det er Daarskab
at kjøbe dyrt for Landets fede Marv
Østboens Paafund, Kaffe, Vestens Gift,
en vandig Suppe kogt af brændte Kul...
En bedre Drik af Enetræets Frugt,
skønt indenlandsk, dog sundere end hin,
jeg lave kan, slig aromatisk Saft,
der lædsker, kvæger, styrker svage Krop,
fortynder Blodet, læger Hostens Kval,
Brystværk og Stensot, Maveve og Gigt,
endog den gule kongelige Sot.
Naar han ser tilbage paa sit Liv, føler han sig tilfreds.
Just Rigdom paa Verdens Guld har hans Id ikke bragt
ham. Men det bryder han sig heller ikke om. Han har i
Overflod, hvad han trænger til for at føre et Liv i Til-
fredshed og Glæde:
Den rige raader ikke selv for sit;
thi Rigdom er hans Gud, den binder ham
i gyldne Lænker
Det frie Landmandsliv har skænket ham, hvad andre
kun drømmer sig til, men aldrig fik opleve i Virkelig-
heden:
Hvad Oldtids Skjald paa gyldne Strænge sang
om Feers Bolig, Hesperiders Lund,
Udødeligheds Eng, Elysium,
med Ret kan siges om mit stille Hjem.