Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 40

38
folkningens Skuldre og medvirket til den Elendighed,
den var nedsunket i.
Monopolhandelens islandske Saga begynder allerede i
Aaret 1602. I det Aar gav' Kong Kristian IV, uden
Tvivl i bedste Mening og med Islændingenes særlige
Tarv for Øje, sine Undersaatter i København, Malmø og
Helsingør Eneret til Islandshandelen med Udelukkelse af
alle andre saavel af Kongens egne Undersaatter som af
fremmed Nationalitet. Tidligere havde baade Englæn-
dere og Hollændere drevet en betydelig Handel paa Is-
land, men de var i det 16de Aarh. for en stor Del blevet
fortrængte af Tyskere (Hansestæderne), som den Gang
ligefrem favoriseredes af den danske Regering. Medens
der ofte havde været Rivninger mellem de engelske Køb-
mænd og Islændingene, kom disse gennemgaaende godt
ud af det med Tyskerne. Nu, ved Monopolets Udstedel-
se, maatte Tyskerne fortrække, for at Danskerne kunde
nyde Profitten af Islands Handel. For nu at beskytte Is-
lændingene mod mulige Overgreb fra Monopolisternes
Side blev der af Regeringen truffet adskillige strænge
Forholdsregler, som viser Regeringens gode Vilje mod
den fattige Befolkning. Monopolisterne skulde være plig-
tige til at forsyne Landet med gode, uforfalskede og
ufordærvede Varer, til ikke vilkaarlig at forhøje Prisen
paa dem o. lign. Men alligevel var der næppe gaaet to
Aar fra Oktroyens Udstedelse, før der indløb vægtige
Klager til Kongen over Handelens Førelse, idet baade de
indførte Varer solgtes til langt højere Priser end før,
og Monopolisterne desuden undlod at føre i Handelen
bl. a. saadanne Nødvendighedsartikler som Tømmer,
Tjære og Jærn, Artikler, som i et Land som Island van-
skeligt kunde undværes. Men i Stedet for at lytte til de
fremførte Klager vendte Regeringen det døve Øre til og
skærpede Forbudet mod, at andre end førnævnte Kon-