Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.03.1918, Blaðsíða 107

io5
begejstring er æstetisk, Islænderens national. Den første
læser Messe over de dødes Sjæle, den anden vil kalde dem
til Live igen.«
Jonas Hallgrimsson var Tomas Sæmundssons jævn-
aldrende, men som Student to Aar yngre. Allerede i Sko-
len havde de sluttet Venskab med hinanden for Livet.
Paa Grund af Mangel paa Subsistensmidler maatte Jonas
tage en Kontoristplads i Reykjavik efter at være blevet
Student og kom derfor ikke ned til København før tre
Aar efter, da Vennen havde tilendebragt sit Embedsstu-
dium og tiltraadt sin store Udenlandsrejse. Jånas valgte
Juraen til Brødstudium, men hans Aand havde svært ved
at afvinde Juraen tilstrækkelig Interesse. Ved Siden af
fremmed æstetisk Litteratur (især Heine) følte han sig
mest hendraget til naturvidenskabelige Studier, som dog
aldrig førte til nogen afsluttende Eksamen. Fra Jånas
Hallgrimssons Haand stammer adskillige af Tidsskriftet
»Fjølnirs« fineste Bidrag. Som naturligt er for en Skøn-
aand som Jånas Hallgrimsson, tager han først og frem-
mest Sigte paa at højne Folkets æstetiske Sans, og som
den kyndige Beundrer af Islands Natur han er, er det
ham meget om at gøre at vække sine Landsmænds Sans
for Landets ejendommelige og storslaaede Naturforhold.
Men samtidig vil han ogsaa vække sit Folks Interesse for
aandelig og politisk Selvstændighed især dog ved at gøre
opmærksom paa den store Forskel paa før og nu. Størst
er Jånas Hallgrimsson som Naturlyriker. Ingen islandsk
Digter har som han magtet at skildre den islandske Natur
i Sang og derved indirekte fremelske Kærligheden til
Landet. Hans uovertrufne Naturskildringer udmærker sig
da ogsaa ved en fuldendt Form, letflydende Rim og ynde-
fuldt Sprog. Der er en Klang af Vellyd i hans Digte, som
i islandske Øren lyder som betagende Musik, og de taaler i
Grunden lige saa lidt at oversættes som f. Eks. Ingemanns