Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Blaðsíða 16

12
3. Hjemmegræsgange i Modsætning til Fjeld-
græsgange, som sjælden ejes af Enkeltmand. Disse bruges
til Græsning, for de Husdyr, som er hjemme om Sommeren
d. v. s. Koer, Arbejdsheste og Malkefaar hvis saadanne
holdes, og for Faar og Heste om Vinteren, saa vidt Vejret
tillader det.
Naar man her taler om Græsning, maa det ikke
lede Tankerne til den Slags Græsning, som man er mest
vant til i Danmark, hvor Husdyrene som Regel, enten er
tqjrede eller gaar i Indhegninger paa mere eller mindre
dyrket Jord. Her gaar Hasdyrene Idse omkring, strejfer
om som de lyster, saafremt de ikke gor Skade paa
Folks uindhegnede Tun el. Enge. Hvis Ejendommenes
Arealer ikke er adskilte ved Hegn, hvilket ikke er
almindeligt endnu, betragtes det som ugorligt, at have
nogen Haand i Hanke med om Faarene gaar paa Ejerens
Jord eller andres Jorder, saa længe de ikke staldfodres.
Noget lignende gælder for Koer og Heste, undtagen hvad
der folger af sig selv, at Koer og Arbejdsheste fortrinsvis
græsser paa Ejerens Jord, da de maa holdes i Nærheden
af Gaarden.
Hvor Gaardene efter isl. Maalestok ligger tæt sammen,
er Hjemmegræsgangene undertiden Fælleseje for flere
Gaarde.
Landejendom. Efter danske Begreber har Landejendommenes Værdi
menes værdi v;{,ret y^erst rjrige_ Da <jer ikke kan være Tale om en
* vis Pris pr. Arealeenhed, kan man vanskelig danne sig
en samlet Maalestok for Værdien. Fra gi. Tid har alle
isl. Gaarde været takseret efter Værdieenheder som kaldes
„Hundreder" (hundrud), i Lighed med „Td. Hartkorn"
i Danmark. Taksationen i „Hundreder" er af meget
gi. Dato og har sin Rod i en Slags Kapitelstakst. Som
Æqvivalent for et „Hundrede" betragtes fra gi. Tid en
Ko el. 6_ Malkefaar („higildi“).
Nu for Tiden arbejdes der paa en ny Matrikel,
hvor man lægger Ejendommenes Handelsværdi til Grund.
Samtidig med Udførelsen af denne Taksation er Ejendoms-