Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Blaðsíða 26

22
Hvis der ikke er saa meget Græs paa Tunet til den
Tid, at man finder det hensigtsmæssigt at begynde der,
soger man undertiden et Sted i Udmarken hvor Græsset
er vokset godt, i Ly af det visne Græs — „sina“, der
staar paa Jorden fra. forrige Aar. Dette slaas og hostes
og bruges til de mindre forvænte Husdyr s. s. „Udgangs-
heste".
Ellers begynder man Hohosten paa Tunet. Indtil
for faa Aar siden, var en Slaamaskine en Seværdighed
paa Island. Nu er de i enkelte Egne meget almindelige.
Den hoje Lon og Manglen paa Hostfolk har fremskynd!
deres Udbredelse meget de sidste Aar. Nu slaas en
væsentlig Del af de jevne Tun med Maskine. Alt det
tuede Areal maa slaas med Le, da Maskiner umulig kan
bruges her.
Hoets Torring og hele Behandling udfores med
en Omhu, der er ganske ukendt i Danmark. Efter at
Græsset er slaaet af Karlene, bliver det af Hostpigerne
raget sammen og derefter spredt saaledes at Hoet
kommer til at ligge i et passende tyndt Lag paa Jorden.
Det bliver saa revet sammen i smaa parallelt lobende
Strimler (rifgardar). Et saadant udbredt strimlet Hotæppe
kaldes „Høflæk“ (flelckur). Strimlerne er ikke tykkere
end at man ved et Tag med Riven kan vende Hoet
om. Disse Høflække faa saa Lov til at ligge, indtil
Hoet begynder at torres. Naar Hoets Overflade er bleven
væsentlig mere tor end dets Underflade, der ligger mod
Jorden, vender man Hoet ved at et Par Hostfolk gaar
frem og tilbage langs med Strimlerne, og hver vender en
Strimmel IIo, hver Gang de gaar. I varmt Solskinsvejr,
naar Luften er tor, vendes Hoet 3 — 4 Gange om Dagen,
hvis Arbejdskraften rækker dertil. Hvis Hoet ikke vædes
af Regn, men torres efterhaanden som det af hugges,
behover det kraftige og saftige Tunho 3—5 Dages Torke,
og idelig Venden for at være tort nok til Indbinding. —
Det lettere Engbo behover ikke mere end den halve
TOrke el. knapt det endda.