Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Blaðsíða 29

25
gloende varmt en Tid, før det antændes. I regnfulde
Somre er det almindeligt, at Folk maa rive deres Høstakke
eller smide det varme Hø ud af Laderne, for ikke
at risikere, at de en skønne Dag staar paa Brandtomten.
Høet maa da vejres lidt, for at afkøles, inden det sættes
sammen igen. Men da er dets Foderværdi betydelig
forringet. Størst Vanskelighed frembyder det at tørre
det kraftige Tunkø godt nok. Enghøet tager sjælden
saa megen Varme, at der er Fare for Ildsvaade.
For at sikre sig imod Fare for stærk Varme, bruges
det sine Steder at sætte Høet i Laden i ca. 3 Alen tykke
Stakke,ttværs over Laden, og have et høfrit Mellemrum
1 mellem dem, eller naar man frygter for megen Varme,
naar Høet allerede er i Laden, da at lave et Mellemrum
Paa langs midt op igennem Laden. En Del Kogsalt,
»om drysses i Høet, naar det sættes sammen, hjælper
ogsaa en Del. Ellers tindes der en Mængde „kloge
Mænds“ Raad, til at værge Høet imod at tage Ild.
Men det er ikke nok, kun at tænke paa at Tunbøet Den gavnlige
Vil' ' 1 V armfi
Dbver tørt nok; det kan ogsaa blive for tørt, selvom
dette aldrig er saa skæbnesvangert som det andet. For
at Høet kan blive et for Kreaturerne appetitligt og let-
fordojeligt Foder, maa det helst tage en Del Varme.
V®d at Høet tager Varme i Stakken, faar det en stærk
ai‘omatisk Duft og bliver gulligt eller brungult. Hvis
Farven slaar meget over i det brune, er der Fare for
a^ Høet bar taget Skade. Men det passende gullige,
let aromatiske Hø betragtes som det tjenligste Foder.
Sikkert er det, at Køerne æder det med den største
Appetit, og det endskønt de intet andet Foder faar
Vinteren over.
Især i Sydlandets regnfulde Klima, volder det tit Ensilage
store Vanskeligheder, at faa Høet tørt om Sommeren,
U(len at det mister meget af sin Værdi. I de senere
Aar er der derfor blevet arbejdet stærkt for at Land-
mændene sætter en Del af deres Hø i Ensilage. Selvom
ette aldrig fuldt kan erstatte det andet Hø, er det