Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Blaðsíða 18

14
Forpagtning-
og Selveje
Græsbrug
Bortset fra dem, der driver Jordbrug som Biindtægt
ved Siden af Fiskeri, er der ca. 6000 Gaardmænd paa
Island. — I gi. Dage, mens der ingen Sparekasser eller
Banker fandtes i Landet, var det meget almindeligt, at
Folk som havde Penge tilovers, fik dem forrentet, ved
at kobe Landejendomme. Dette var en meget rentabel
Forretning, da Købesummen som Regel var ringe, i For-
hold til den gængse Afgift for Gaardene, der som oftest
betaltes „in natura11 i Smor, Vadmel, levende Faar, el.
lign. Paa den Maade samledes en Mængde Ejendomme
hos enkelte velhavende Slægter. Størsteparten af Landets
Jordejendomme ejes af private. For i Tiden var der en
Mængde Kron- Kloster- og Kirkejorder, men disse er
efterhaanden i stor Udstrækning bleven solgt til For-
pagterne, da de administrerende Myndigheder har været
af den Mening, at det var onskeligt for Jordens Dyrkning
og Landbrugets Trivsel, at Gaardene blev drevne af
Selvejere. Grunden til denne Opfattelse er hovedsagelig
at soge i uheldige Forpagtningsforhold. Alle Grund-
forbedringer, Bygninger og hvad andet Landmanden
gjorde til Gaardens Bedste, har han maattet betale med
forholdsvis dyre Penge, i Forhold til Ejendommenes
samlede Værdi. En nogenlunde rimelig Godtgørelse
for de udforte Forbedringer kunde derfor vanskelig
faas, hvis Manden flyttede fra Gaarden. Resultatet blev
umiskendelig, at Forbedringerne udeblev saa vidt mulig.
Tidens Losen har derfor været: Hver Landmand bor eje
sin Gaard. Og private Folk har faaet en stor Del af de
Gaarde, der har været i offentlig Eje paa rimelige Vilkaar.
III. Jordens Dyrkning og Afgrøde.
Efter i korte Træk at have gjort Rede for Beting-
elserne for Landbrug samt Ejendomsforholdene paa Island,
skal det isl. Græsbrug i Korthed beskrives. Saa enkelt
og primitivt som det er, maa det dog beskrives ret