Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Blaðsíða 28

24
Hdets Selvan-
tændelse
hænges et paa hver Side af Hestens Klovsaddel. Hestene
hindes sammen ved at den ene Hests Grimeskaft hindes
til den forangaaende Hests Kløvsaddel eller Hale. Paa
den Maade faar man tit en halv Snes Heste bundne
sammen. Naar hver Hest har faaet sit Par Bundter,
gaar det i Skridtgang hjemad.
Høets Mængde regnes altid i „Heste“ eller Heste-
byrder. Hvert Bandt vejer henved 100 Pund, altsaa er
en Hestebyrde ca. 100 kg. Lige tunge maa de være,
de to, der sidder paa samme Hest, for ellers trækker
den tunge haardere i, og faar efterhaanden den lettere
til at vælte over Ryggen paa Hesten, saa at det hele
rutscher af; Hestene bliver bange, slaar sig tilbage, river
maaske Klovsaddelen og hvad dermed følger af den
forangaaende og hele Karavanen er i Løbet af et Øjeblik
i det syndigste Roderi.
Mange opvoksende Landmænd, faar derfor deres
fdrste Øvelse i at være paapasselige og have Øjnene
godt aabne, naar saadan en Høkaravane bliver dem
betroet i deres Drengeaar.
Forbavsende kan det virke paa den danske Læser,
at man spilder sin Tid paa, at vende og dreje paa Høet
i flere Dage, for man tager det hjem. Men for Hoets
Kvalitet er dette en absolut Nødvendighed. Hvis man
lader Høet skødesløst ligge for Vind og Regn, taber det
forholdsvis hurtig en stor Del af sin Næringsværdi. Det
maa i den Forbindelse bringes i Erindring, at man ikke
bruger Hoet som Fyldefoder, men Tunhoet bruges som
Malkefoder som oftest ganske alene, uden nogetsomhelst
Kraftfoder. Hvis Hoet paa den anden Side tages hjem
og sættes i Stak, eller Lade, for det er tilstrækkelig
tørt, tager det saa megen Varme, at det gerne forkuller
helt, eller gaar op i lys Lue. Der gaar saaledes næppe
nogensinde et Aar uden at Hø brænder et el. andet
Sted i Landet ved Selvantændelse. Dette er dog som
oftest lidt af en Slendrian, ikke at passe paa, og følge
med hvor stærk Varmen er, thi Høet maa have staaet