Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Qupperneq 23

19
Ejendommens Enemærker, eller i dens Nærlied. Men de,
der ikke er saa heldigt stillede, maa endnu den Dag
1 Dag ty til Faaregodningen som Brændsel.
Da Folk, som ikke kender dette Brændsel, vanskeligt
kan tænke sig. hvordan dette kan praktiseres, maa det
ker skildres lidt nærmere. De islandske Faarestalde er
altid de saakaldte Godningsstalde, hvor Godningen op-
samles hele Staldtiden igennem. Da Faarene fodres saa
godt som udelukkende med Ho, bliver den nedtrampede
Gildning af ret fast Konsistens. Hænder det, at den
Miver saa vaad, at Faarene træder den op, saa bliver
der sat Tijrvestrbelse el. Affald fra Hiiet til Opsugning
af Væden. Om Foraaret, naar man har sluppet Faarene
lose, og Staldtiden er endt, bliver Goduingslaget skaaret
°p med en Spade i regelmæssige firkantede Stykker.
Disse bliver kort ud paa Tijrrepladsen, der som oftest
or i Staldens umiddelbare Nærhed. Man vælger gerne
on jevn Plads i Tunenes Udkant som da ved Afsivning
ofter Regnskyl fra Faaregodningen faar tilstrækkelig
Godniug. De firkantede Stykker fra Stalden bliver her
skaaret i Skiver, saa tykke som sædvanlige Torv og
lagt til Torring. Naar de er torre paa Oversiden, rejses
de to og to imod hinanden i lange Rækker, for senere
at sættes i smaa runde Stakke, naar de er gennemtorre.
Om Efteraaret, naar Hosttravlheden er forbi, bringes
Brændselet i Hus. Brændselsværdien er den samme som
de gode Torvs.
Naar Faaregodningen kan undværes som Brændsel, Gødningens
, _ . . Opbevaring-
er den Landmandens bedste Gildning. Opbevaringen af
den er jo ligefrem ideel, naar den saadan bliver sammen-
trampet i Stalden. Kogodningen opbevares de fleste
Steder meget skbdeslost. Den smides ud af Stalden i
tilfældig og uordentlig Bunke. Da Ajlekummer i 'For-
bindelse med Kostalden er en Sjeldenhed, bruger man
temmelig meget Blandingsmateriale for at kunne faa
Grebningen tor, s. s. Torvesmuld el. lign. Godningshuse
eller tækkede Moddingspladser har indtil de sidste Aar
2*