Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.04.1920, Blaðsíða 50

46
Foraaret
For at give et lille Omrids af, hvordan Faareavlen
former sig, skal den aarlige Drift her i korte Træk
beskrives.
Det er henved og omkring Midten af Maj, at
Faarene begynder at læmme. Paa den Tid bar Vinter-
vejret som Regel veget for Foraaret, saa at Faarene
kan for det meste leve udenfor Stalden. Naturdyr som
de er, er det heldigst og sundest baade for Moderfaaret
og det nyfodte Lam, at de kommer til Verden ude i det
Frie, upaavirket af al fremmed Indblanding og Hjælp.
Det hænder dog tit, indenfor storre Besætninger, at
enkelte Moderfaar har vanskeligt ved at fode, eller at
Lammene er saa elendige, at de ikke kan finde Moderens
Patter. Faarehyrderne har derfor travlt i Læmmetiden
om Foraaret med at gaa rundt i de vidtstrakte Græs-
gange, for at tilse sine Faar, og yde Hjælp hvor den
behoves. Hvis Moderfaarene er i godt Huld og sunde,
er Vanskelighederne og Faarehyrdenes Genvordigheder
ret faa. En anden Sag er det, naar de kolde Foraar
indtræder, saaledes at Frost og Snevejr er det daglige
Brod i Læmmetiden. Skont det kan forlobe uden Skade,
at Faarene læmmer ude i isnende Kulde, undgaar man
dog saavidt muligt at lobe den Risiko, der er forbundet
derved. Men paa den anden Side savner man som Regel
tilstrækkelig Staldplads til at have alle Moderfaarene
med deres Lam paa Stald. Det er da ogsaa forbavsende,
hvor godt de smaa Lam kan taale Kulden, efter at de
har faaet de forste kvægende Mælkedrag fra Moderens
Patter. I Timevis kan de boltre sig i Sne, uden at de
faar varigt Mén deraf. Flere eller færre af de smaa
Lam omkommer dog altid de forste Uger om Foraaret;
hvad enten den hyppigste Diidsaarsag er Fordøjelses
Sygdomme, Ulykkestilfælde (som at de falder i Bække
eller Vandpytter) eller de omkommer af Kulde.
Et af det vigtigste, Faarehyrdene har at passe paa
om Foraaret, er at faa Lammene mærket med Ejerens
Mærke. Alle Landmænd eller rettere sagt alle Faareejere,