Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.2023, Blaðsíða 226

guistic purism, and that such a phenomenon, which is common cross-lin-
guistically, must have arisen primarily due to lexical needs, including coining
semantically transparent words for new concepts […]. It is hypothezised that
loanwords and their respective native synonyms constitute an integral part
of the Old Icelandic lexicon and that this interplay, in particular the creation
of new endogenous lexemes, is the basis for the development of a specific,
yet semantically clear, lexicon, in a fashion not too different from that which
was made its own by linguistic purism.
Samspillet mellem fremmedord og ord med hjemlig struktur vil forfatteren kaste
lys over ved at tilgå stoffet på tre forskellige niveauer:
1. Dels undersøges ordparrenes optræden i teksttraditioner, hvor disse al -
ter nerer, eller hvor der er tilføjet varianter over linien i håndskriftet.
2. Dernæst foretages en typologisk undersøgelse, der fokuserer på at kate-
gorisere ordparrene semantisk samt på at bestemme de enkelte ord typo-
logisk (ifølge den typologi, der opstilles i indledningen pp. 31–33, hoved -
sageligt byggende på Werner Betz, „Lehnwörter und Lehnprägungen im
Vor- und Frühochdeutschen“ (1959) samt — i mere generel forstand —
på Gusmanis sprogteori, cf. p. 31). På den baggrund undersøges frem-
medordene særligt med henblik på motivationen for lånet, dvs. om lånet
har været nødvendigt, f.eks. som en teknisk term, eller om det har været
et præstigelån. Ordene med hjemlig struktur ordnes efter, hvorvidt der
er tale om kalker, nyformationer eller arveord.
3. Endelig analyseres de enkelte ord etymologisk.

Ved en række af teksterne har forfatteren kunnet støtte sig til eksisterende glos-
sarer, men for den overvejende dels vedkommende har undersøgelsen måttet
bero på selvstændig excerpering af de foreliggende udgaver (p. 58). Det er et im -
ponerende arbejde, Tarsi her har lagt for dagen, ikke mindst når man tager i
betragtning, at nogle værker i flere versioner ikke foreligger i kritiske udgaver
med variantapparater, men må søges i udgaver af de respektive håndskrifter.
Det er uklart, hvordan forfatteren har fundet frem sine ordpar. På den ene side
bygger han selvfølgelig på de definitioner, han giver af ‘fremmedord’ og ‘ord med
hjemlig struktur’ (pp. 31–33), og dernæst begrænses valget af det korpus af tek-
ster, han har udvalgt (nærmere beskrivelse heraf p. 38). Men derudover er den ene-
ste oplysning, vi tilsyneladende får, at „[t]he list of word pairs for each work ana-
lysed is exhaustive“ (p. 39). Nogle par udvælges, som det fremgår af nr. 1 ovenfor,
fordi der er tale om varianter i teksttraditionen, andre fordi de forekommer i tau-
tologiske udtryk af typen með sínum greinum ok articulis (cf. p. 264). Ved denne sid-
ste type skal man — må det bemærkes — være opmærksom, idet det undertiden kan
være svært at dømme om, hvorvidt der er tale om synonymer eller to komplemen-
terende udtryk, hvor der altså ikke er tale om (nær)synonymer. Tilbage står sådan-
ne par, hvor de enkelte elementer findes helt forskellige steder i teksterne, men ser
ud til at bære samme betydning. Hvordan disse sidste er blevet indsamlet er uklart.
Ritdómar226