Íslenskt mál og almenn málfræði - 01.01.2023, Blaðsíða 228

Hver enkelt værkomtale er bygget op på en ensartet måde. Først beskrives
det pågældende værks overleveringshistorie og derpå præsenteres i analysen (Ana -
lysis) det ordmateriale, der skal gennemgås, ordnet i semantiske grupper og givet
i en tabeloversigt som en art indledning til den detaljerede gennemgang af de
enkelte ordpar. Ved analysen af ordparrenes to elementer gives i skarp parentes
en værkhenvisning, som skal „indicate the oldest occurrence in a text according
to the date of composition of said text, rather than the age of the oldest preserved
manuscript“ (p. 43). Dette har forfatteren gjort for ikke at være underlagt „the
haphazardness of manuscript transmission“ (ibid.). Dette er et sympatisk stand-
punkt, for der kan næppe være tvivl om, at afskrifter jo netop må bevare deres
forlæg i et eller andet omfang. Omvendt er det ikke godt at sige, hvad der holder
sig, og hvad der ændrer sig i løbet af en tekstoverlevering; en given skriver kan
have mange årsager til at ændre et givent ord. Endelig kan dateringen af værker-
ne, som bygger på filologiske og litterære argumenter (ibid.), være ret usikker,
afhængigt af det konkrete værk, i forhold til håndskriftdateringen. Det forekom-
mer, at det er svært at vælge rigtigt her, og måske havde det i virkeligheden været
bedre, om vi havde fået en grundigere diskussion af denne problematik (der i
øvrigt næppe udelukkende kan føres på et generelt grundlag, men altid må blive
konkret).4 Går vi til listen over værkforkortelser finder vi, skal det retfærdigvis
siges, dateringer, både af værkerne såvel som af de enkelte håndskrifter, og læse-
ren har således altid hurtig adgang til de nødvendige data.
Efter gennemgangen af de enkelte værkers ordstof følger afsnittet Com -
parative analysis and Conclusions, der inddeles yderligere i underafsnittene Intra -
stemmatic Analysis og Dynamics in the Use of Loanwords and Endogenous Words. I
det første af disse afsnit ses nærmere på, om variationen mellem fremmedord og
ord med hjemlig struktur, kan siges at ske „på tværs af stemmaet“, dvs. imellem
forskellige håndskrifter af et givent værk. I det andet af afsnittene gennemgås,
hvordan ordene alternerer: er det blot synonymer, der benyttes på forskellige ste-
der i teksten? Er der tale om forklarende tillæg? Eller er det synonympar be nyttet
forskellige steder i teksten? Endelig ses også på, om der findes helt utilpassede
lån.
Det er et rigt og varieret materiale, der er kommet ud af excerperingen, især
fra oversatte tekster (kap. 1, 5) og afhandlinger (kap. 3), hvor vi får ordpar som:
decanus–tíu manna formaðr, dívísera–greina sundr/skifta til fra bibelske tekster,
eller prestr–kennimaðr, electus–byskupsefni, som hører til den klerikale sfære. Is -
Ritdómar228
4 At det ikke er nogen enkelt sag at afgøre, hvad der er bedst her, kan t.eks. illustreres
ved ONP’s datering af hovedhåndskriftet til Íslendingabók, AM 113 b fol, til 1651 i værk -
registret (<onp.ku.dk/onp/onp.php?r7889>). Men det er samtidig markeret vha. „x“ efter
selve signaturen, at der er tale om en ung afskrift. Den pågældende afskrift af Íslend ingabók
er foretaget af Ásgeir Jónsson efter et middelalderhåndskrift. Men bag det middelalderlige
forlæg ligger selve udarbejdelsen af Íslendingabók, som formentlig er sket engang i årene
1122–1133 (cf. i øvrigt Tarsis oplysninger i værkoversigten, p. 17). Hvilket trin i overleve-
ringen skal et givent ord i teksten placeres på?