Atuagagdliutit - 04.06.1964, Blaðsíða 12

Om digt og virkelighed
En omtale i Grønlandsposten nr. 3
af en af undertegnede forfattet rap-
port om arbejdsmarkedsforholdene i
Sukkertoppen og Julianehåb har bragt
den rare og gode distriktslæge i Ju-
lianehåb ud af fatning. Det er jeg
virkelig meget ked af. Lad mig straks
til beroligelse for den bekymrede di-
striktslæge og andre som — efter at
have læst distriktslægens indlæg i
Grønlandsposten nr. 5 — måtte være
blevet rystet over den letfærdighed,
der tilsyneladende er lagt for dagen i
en undersøgelse af sygehusforholdenc
og institutionsbådene i Julianehåb slå
fast, at jeg ikke har haft til opgave at
undersøge disse forhold; jeg ville også
have sagt nej til en sådan opgave.
Det, sagen drejer sig om, og det, der
har været min opgave at få belyst, er
spørgsmålet om arbejdskraftens ud-
nyttelse, og hvad der naturligvis lig-
ler i forlængelse heraf, spørgsmålet
om arbejdskraf treser vens størrelse —
forstået i videste forstand.
En sådan undersøgelse er af stor
betydning for de overvejelser, der fin-
der sted med hensyn til den frem-
tidige udbygning af det grønlandske
samfund.
Det vil være naturligt, at man i sin
søgen efter arbejdskraftreserverne ret-
ter søgelyset mod de sektorer, der har
et særligt stort arbejdskraftforbrug.
Jeg er i Julianehåb standset op ved
den — i relation til den samlede ar-
bejdskraft — meget betydelige ar-
bejdsstyrke, der er beskæftiget på sy-
gehuset eller som sømænd. En sam-
menligning af strukturen af arbejds-
markedet i Sukkertoppen og Juliane-
håb viser en slående forskel i den stil-
ling, som den egentlige produktions-
virksomhed og de servicebetonede er-
hverv indtager i de to byer.
På denne baggrund virker det mær-
keligt, at distriktslæge Gerdes øn-
sker beskæftigelsen ved servicefagene
udvidet i Julianehåb og tilsvarende
indskrænket i Sukkertoppen. For an-
dre må det synes mere naturligt at
rejse spørgsmålet, om der ikke i Ju-
lianehåb kunne frigøres arbejdskraft
fra de to nævnte områder inden for
serviceområdet til andre felter, hvor
en udbygning er påkrævet. Dermed er
ikke sagt, at man kan undvære ar-
bejdskraft ved f. eks. sygehuset un-
der de nuværende forhold.
Så vidt jeg kan se, er distriktslæge
Gerdes enig med mig i, at der er et
overforbrug af arbejdskraft ved syge-
huset. Forskellen i vore synspunkter
synes alene at bestå i, at jeg finder
det helt afgørende at få fastslået
dette, hvorimod det ikke er min op-
gave at analysere de nærmere for-
hold, der begrunder dette overforbrug.
Jeg forstår ikke distriktslægens indig-
nation, idet jeg går ud fra, at di-
striktslægen også er interesseret i at
få forbedret forholdene ved sygehuset
og dermed spare arbejdskraft.
Værre er det med hensyn til spørgs-
målet om fartøjernes antal. Medens
jeg med hensyn til bemandingen af
sygehuset bliver kraftigt bebrejdet, at
jeg end ikke har set sygehuset, får
jeg nu med hensyn til bådene at vide,
at jeg muligvis har set dem og måske
talt dem fra gæstehjemmets vinduer,
hvorefter jeg får den chokerende op-
lysning, at jeg ikke skal lade mig di-
strahere af bådenes eventuelle til-
stedeværelse i Julianehåb havn, for de
er der i virkeligheden slet ikke. Der
er faktisk kun 6 institutionsbåde.
På dette sted bliver jeg vist nødt
til at gentage, at spørgsmålet om bå-
denes indretning og sødygtighed m. v.
faktisk ikke har interesseret mig så
meget. Derimod har min interesse —
i overensstemmelse med den mig på-
lagte opgave — været koncentreret
omkring spørgsmålet om antallet af
sømænd. Ydermere bliver jeg nødt til
at gøre opmærksom på, at jeg ikke
har talt om institutionsbåde, men slet
og ret om det samlede fartøjsantal,
som jeg har opgjort til ialt 16, heri
inkluderet 2 endnu ikke leverede både.
Distriktslægen har fået den gode
ide at lade sig inspirere af den kendte
sang om de 10 niggerbørn. Det er en
morsom ide, selv om den ikke er helt
anvendelig i denne sammenhæng. Jeg
fortryder, at jeg ikke fik hjemsøgt
distriktslæge Gerdes under mit ophold
i Julianehåb. Jeg tror nemlig, at jeg
kunne have gjort den sang meget
bedre. Jeg vil således på stående fod
kunne reducere de 6 resterende både
til 4. Så vidt jeg husker lå lægebåden
„Deichmann" i udbrændt tilstand i
havnen på det tidspunkt, jeg var i
Julianehåb. Så var der kun 5. Endvi-
dere forekommer det mig, at „Nukik“
befandt sig flere dages sejlads fra
Julianehåb, vistnok på skibsværftet
i Holsteinsborg. Så var der kun 4.
Jeg er sikker på, at læge Gerdes og
jeg ved forenede anstrengelser og
ved mobilisering af vor samlede fan-
tasi ville kunne føre sangen til den
virkelige lykkelige ende som origi-
nalen, nemlig slutresultatet 0.
Kommet hertil og medens stemnin-
gen endnu var på det højeste, ville jeg
herefter have foreslået sangen givet
da capo med den lille variation, at vi
denne gang skulle synge om de sø-
mænd, der er forhyrede på de fartøjer,
vi just havde fået til at forsvinde ud
i den blå luft. Denne opgave ville nok
blive ulige vanskeligere.
Tilbage til hverdagen. Jeg har i min
Skuffelsens røst
Ganske tilfældigt var jeg tilstede,
da landsrådsmedlem fra 1. kreds holdt
møde i Nanortaliks nye smukke for-
samlingshus om landsrådet sidste
sommer 1963. Han referede forskel-
lige forhandlingsemner så som bolig-
støttespørgsmålet, dettes vanskelighe-
der, erhvervsspørgsmålet m. m. Jeg
agter ikke at komme med udtalelser
disse spørgsmål angående. Jeg vil blot
ønske at landsrådet på bedste måde
må løse spørgsmålene til gavn og
lykke for befolkningen.
Landsrådsmedlemmet omtalte også
landslægens beretning om sundheds-
tilstanden i Grønland bl. a. gonorrhoes
tilgang i de senere år. Det er meget
beklageligt og sørgeligt, at vi ikke
kan nægte at tilgangen ikke er ringe,
trods lægernes energiske arbejde og
anstrengelser for at slå tilgangen ned.
rapport udtrykt det fromme ønske, at
antallet af sømænd kunne nedskæres,
og i denne forbindelse peget på, at
trafikbehovet burde anskues ud fra et
helhedssynspunkt. Der findes sikkert
mange velbegrundede trafikbehov,
uden at disse behov nødvendigvis bør
dækkes efter princippet „hver mand
sin båd“.
Som det fremgår af det ovenfor an-
førte, er der ikke tilstrækkelig an-
ledning for mig til at modtage di-
striktslæge Gerdes tilbud om et bil-
lede af Julianehåb sygehus. Til gen-
gæld synes jeg distriktslægen bør have
den hele og uforkortede udgave af
min rapport, så han ved selvsyn kan
forvisse sig om, hvad jeg har beskæf-
tiget mig med.
Jeg tror „Grønlandsposten“s læsere
har fået tilstrækkeligt med morsomme
„korrektioner". Skulle distriktslægen
imidlertid være interesseret i en fort-
sat drøftelse af arbejdsmarkedsproble-
mer er jeg naturligvis til disposition,
og skulle vejen falde forbi København
vil jeg glæde mig til en gang folke-
sang med den hyggelige distrikts-
læge. Vi må så håbe, vi kan få andet
end „pop" på programmet.
Ebbe Kjeldgaard, sekr.
METEORSTENEN
Jeg er enig med Chr. Lennert i, at
meteorstenen forbliver i Grønland.
Anbring stenen ved det ikommende
landsdelsmiuseium. Det er dens rette
plads!
V. Mikiassen, K’ornoK.
Den vrede præst
Medlemmet sluttede med at bringe
langslægens hilsen og henvisning til
befolkningen om at bruge præventi-
ver, som sælges i butikkerne.
Jeg forstår, at landslægen henviser
til præventivers brug i håb om at
gonorrhoe smittens tilgang kan blive
slået ned ved brugen af disse. Men
landslægen glemmer, at dette ikke er
vejen til et sundt, opbyggende og ka-
rakterstyrkende liv, men tvært i mod
vil et sådant seksuelt liv sløve menne-
skets vilje og karakter og man syn-
ker mere og mere ned i et dårligt liv
og evner ikke at kunne skelne mellem
ondt og godt, heller ikke kan man
rejse sig ved egne kræfter. Selvom
jeg kraftigt udtalte mig imod denne
hilsen ved mødet, vil jeg åbent og
skriftligt fremføre min protest, fordi
jeg finder det forargeligt, at man gen-
nem landsrådet henviser befolknin-
gen, ungdommen, til kristeligt og fol-
keligt set et så usømmeligt liv.
Jeg tvivler meget på at brugen af
beskyttelsesmidler kan være hjælp til
gonorhoens tilbagegang, tværtimod.
Og brug af disse midler er for de unge
karakter- og moralnedbrydende og
medvirkende til at tro, at driftudløs-
ning mellem mand og kvinde uden
for ægteskab er naturens vej, så de
tilsidst ikke kan indse skammen ved
det.
Landslægen ved godt, at beskyttel-
sesmidler ikke er sikre mod svanger-
skab eller smitte af kønssygdomme. Og
landslægen glemmer, at en sådan hen-
visning er imod livets love. Livets
love er Guds love.
Skal vi, som en sund menighed og
et karakterstærkt folk bygge vor frem-
tid, må vi: respektere Guds love og
ikke nedbryde dem ved menneskepå-
fund. Jens L. A. Chemnitz.
I sidste nummer af „Atuagagdliutit"
kunne man læse noget om, hvad G-60
medlem, pastor Erling Høegh, havde
at sige til den aktuelle debat om fø-
destedskriterium og andre former for
forskelsbehandling, som er indført af
de „kloge mænd" i G-60.
Et gammelt ord siger, at når man
slår i et spand hunde, så hyler den
hund man rammer. Erling Høeghs no-
get ubeherskede, vrede og hånlige be-
mærkninger viser, at den fremsatte
kritik af G-60 har ramt ham hårdt, og
det må også være trist for ophavsman-
den for hele Grønlandsudvalget at se
sit barns resultater kritiseret sønder
og sammen.
Hovedtanken med G-60 var oprinde-
ligt, at forholdene i Grønland skulle
„normaliseres". Hvad har vi fået: En
lønordning, der var ringere end den
forhadte 10-års regel, en børnetil-
skudsordning langt ringere end den
danske, trods større behov heroppe,
hvor levefoden er lavere og leveom-
kostningerne højere end i Danmark.
Herudover har G-60 bevaret en hel
del foretagender, som man ikke ken-
der i Danmark: KGH, GTO o.s.v. og
endelig har G-60 foreslået indførelse
af nye ting, f. eks. en helt tåbelig skat
på bygninger incl. beboelseshuse, hvil-
ket sammen med skete forhøjelser af
fragter, elektricitet og værkstedspri-
ser gør de skete lønforhøjelser og stig-
ningen i fiskepriserne helt illusoriske.
Kort sagt: G-60 har intet betydnings-
fuldt bragt os i Grønland, vi har ikke
set nogen „normalisering" af daglig-
livet, så det må være nedslående for
pastor Høegh.
Til trods for, at G-60’ resultater så-
ledes ligger langt fra hvad der var
den oprindelige hensigt, så er pastor
Høegh vred over kritikken af G-60.
Selv om enhver synes bedst om sine
egne, så er Erling Høeghs vrede og
irritation jo noget ulogisk, men selv
om det er fristende at tage hvert ene-
ste punkt i pastor Høeghs artikel frem
til kritisk debat, så vil jeg indskrænke
mine kommentarer til ganske enkelte
bemærkninger:
For det første er det direkte forkert,
når Erling Høegh prøver at bilde dan-
ske avislæsere ind, at det kun er et
højtråbende lille mindretal i Grøn-
land, der er imod G-60. F. eks. kunne
jeg ved sidste landsrådsvalg på en po-
litik, der klart gik imod G-60-princip-
perne få næsten 300 stemmer her i
byen, hvilket vil sige, at jeg har
flere stemmer bag mig end flere af
de folk, der. i dag sidder i landsrådet!
Nej, det faktiske forhold er, at endog
meget store kredse i Grønland og i
Danmark er imod hvad G-60 har la-
vet, og modstanden vokser fra dag til
dag. Lad mig her nævne, at en så er-
faren mand som LO-sekretæren Ris-
gård-Knudsen har rettet en sønder-
lemmende kritik mod den lønmæssige
såkaldte „helhedsløsning".
Det er vel også forkert, når pastor
Høegh generelt kalder alle modstan-
Kateketmangelen
tipigigsumik anersårtarusugkuvit tauva PERLETAND
I et indlæg i Grønlandsposten om-
talte Hans L. Larsen, Egedesminde,
en stilling, man ikke længere bryder
sig om. Man bryder sig mindre og
mindre om at forrette gudstjeneste.
Han har fuldstændig ret. Lad grun-
dene hertil forblive hos de enkelte per-
soner. Vi skal blot tænke på, hvor
nødvendigt og påkrævet dette arbejde
er, og at vi ikke skal vende ryggen
til dette arbejde alene af pengegridsk-
hed — særlig når vi har beskæftiget
os med dette i flere år.
Prædikanten må passe sit arbejde
ved at forstå arbejdets uselviskhed.
Han må vide, at han udfører sit job
ikke alene for sin egen skyld, men også
for andres skyld. Skolelæreren må
ligeledes forstå sit arbejdes uselvisk-
hed, fordi han udfører et arbejde for
andres børn. Kateketerne der har to
slags beskæftigelse, er ligesom andre
mennesker: de er forskellige og de
har forskellige forudsætninger for
at bestride deres stillinger. Da kirken
og skolen blev adskilt, var det som
sædvanligt pengene, der dikterede, og
prædikanternes antal måtte reduceres.
Det er i grunden ikke nødvendigt at
give et særskilt vederlag for prædi-
kanten.
Lad os blot være taknemmelige, for-
di vi har fået lov til at udføre hvervet
som prædikant, og lad os udføre ar-
bejdet med glæde — uanset, hvilken
behandling vi får. Vi må ikke standse,
blot fordi vi er bange for, at der ikke
bliver flere prædikanter med tiden.
Vi må stadig tro på, at der altid vil
være nogle, der er rede til at ud-
føre dette arbejde. Dette ekstra ar-
bejde behøver man ikke engang at
honorere med en 10 kr. seddel om
måneden, for gennemførelsen af job-
bet er mere værd end en tier. Jeg
træffer også stadig ældre kateketer,
der har lyst til at være prædikanter
uden at tænke på honoraret.
Kristoffer Heilmann,
Avigait.
dere af G-60 for ansvarsløse. Alle vi,
der går imod G-60 og specielt den løn-
mæssige forskelsbehandling, har må-
ske uens forudsætninger for vor op-
fattelse, men det bevirker vel ikke, at
vi skulle afstå fra vor ret til at udtale
os. F. eks. skal jeg ganske kort endnu
en gang prøve at give baggrunden for,
hvorfor jeg er imod G-60 lønskitsen:
Rent bortset fra, at jeg tror, at op-
havsmændene til „Erklæringen om
Menneskerettighederne" mente noget
værdifuldt ved at skrive i artikel 23:
„Enhver har ret til lige løn for lige
arbejde" så mener jeg, at begge G-60
hovedargumenter for den lønmæssige
forskelsbehandling er forkerte: Man
snakker i G-60 om, at lønforbedringer
ville ødelægge befolkningens arbejds-
glæde, selvtillid o.s.v specielt når man
kom ind på mere direkte tilskud og
subsidier.
Nu vil den slags dogmer altid være
svære at bevise eller modbevise, men
i forvejen ved vi, at arbejdsglæde og
selvtillid i hvert tilfælde ødelægges
af lønmæssig forskelsbehandling. Det
virker derfor på mig noget naivt af
G-60 at antage, at en fortsættelse af
urimelighederne skulle fremelske en
arbejdsglæde og forøge den nationale
stolthed.
Erfaringerne i samme spørgsmål an-
dre steder fra (danske landmænd, nor-
ske fiskere o.m.a) tyder heller ikke på,
at fornuftige subsidier og støtteord-
ninger gør modtagerne til svage og
slappe kønsløse samfundsborgere.
G-60’s vigtigste argument, som man
brugte til at „købe" nogle af de grøn-
landske organisationer med, var som
bekendt, at hele det grønlandske er-
hvervsliv ville bryde sammen, hvis
man gik ind for ligelønnen. Man sagde
i G-60, at den lønmæssige forskels-
behandling var fortsat nødvendig, hvis
erhvervslivet skulle udbygges.
Nu ønsker vi allesammen et eget er-
hvervsliv, vort endelige mål er, hvad
der i valgprogrammer kaldes „den
fulde beskæftigelse". Men G-60 har
aldrig nogensinde blot vist os antyd-
ningen af et bevis for, at det grøn-
landske erhvervsliv ville bryde sam-
men, hvis lønningerne blev lige. Ek-
semplet NORDAFAR viser, at man
sagtens kan bruge grønlandsk arbejds-
kraft i en moderne, rentabel fiskein-
dustri uden at indføre tvungen løn-
mæssig forskelsbehandling. Og LO-
sekretær Risgård Knudsen siger di-
rekte, at G-60 tankerne vil skade pro-
duktiviteten.
Men man kan „næsten" bevise, at
lønforhøjelser udover de skete ikke
vil forringe erhvervslivets konkurren-
ceevne, for hvordan er forholdene i
dag: Hver gang, man ikke har en lavt-
lønnet grønlænder ved hånden til et
stykke arbejde, så henter man i dyre
domme en udsendt op uden at tænke
på omkostningerne. Her må man ud-
over en højere løn betale rejser, bolig,
kulkørsel o.s.v., men det betyder ikke
så meget lader det til.
Men samtidig laver staten jo den
helt store „lønglidning" her i landet,
nemlig via et enormt antal overar-
bejdstimer, hvoraf de færreste er pro-
duktive. Der står nok så smukt i de
gældende overenskomster, at „den
normale arbejdstid er 45 timer", men
det passer ikke i virkeligheden, for
det normale er omkring 60—70 timer
om ugen, hvoraf man så kalder de
overskydende for „overtid". Herved
får arbejderne en lønningspose, som
han så nogenlunde kan leve af, er-
hvervslivet betaler og får kun arbejde
for omkring 45 timer, altså en gennem-
snitsløn pr. effektiv time, der omtrent
svarer til, hvad forkæmperne for lige-
løn opererer med.
Erhvervslivet betaler ikke blot for
arbejdernes overtid, men må også be-
tale for udsendte funktionærers til-
svarende overtid, der må være ligeså
uproduktiv. Kort sagt: Statens er-
hvervsvirksomheder praktiserer en
lønglidning via overtiden, som bevir-
ker, at omkostningsniveauet i realite-
ten kommer højere end det ville være,
hvis vi fik ligelønnen indført!
Kaj Narup, Godthåb.
12