Sagnir - 01.06.2000, Blaðsíða 71

De latinske betegnelser
Inden den egentlige behandling, hvor de latinske betegnelser
for centrale ord og begreber (eller evt. tekstpassager) lobende vil
blive anfort efter oversatte udtryk,3 skal nogle af de helt centrale
latinske gloser, nemlig dem der kan oversættes med folk, nation
o.l., her kommenteres.
En central latinsk glose er sáledes ordet gens, der som oftest
dækker over det, man vil kalde et folk. Da Isidor af Sevilla
lavede opslagsværket Etymologi, videreforte han den romerske
tradition og sidestillede de to begreber natio og gens i
betydningen: Et fællesskab der enten har samme oprindelse
eller efter vilje til adskillelse afgrænser sig fra en anden nation.4
Den klassiske litteratur anvendte begreberne gens og natio som
betegnelser for folkegrupper, hvis medlemmer forst og
fremmest mentes at være forbundet af fælles afstamning,
dernæst af sprog, skikke og levevis. Natio er dog ogsá et videre
begreb, som i det hele taget kan dække organiserede
fællesskaber karakteriseret ved herkomst; historiske
fællesskaber. Det kan altsá ogsá være et statsligt eller geografisk
fællesskab. Selvom ordet naturligvis kan have samme
betydningsindhold som gens, er det altsá langt fra givet. Gens
derimod er entydigt en betegnelse for grupper opfattet som
værende genetisk beslægtet gennem generationer (som man
ville formulere det i vore dage).5 Altsá for en gruppe med fælles
afstamning; et ord der uden problemer kan oversættes med
„folk", men som dog ogsá mere vagt kan oversættes med
„stamme". Betegnelsen populus kunne ogsá anvendes i samme
betydning, men havde ofte blot betydning af almindelige folk,
den brede masse. Ordet lingua, tunge, kunne ogsá anvendes
som betegnelse for et folk, hvis sproget var det
bemærkelsesværdige.6 At begreberne er flydende, er egentlig
ikke mærkeligt, selvom det naturligvis kan være frustrerende.
Det er jo ord, der igennem árhundreder med vekslen har været
brugt til at beskrive et heller ikke tidligere særlig veldefineret
fænomen. Fænomenets kerne er netop opfattelsen af, at der er
tale om et arvet fællesskab, dvs. en gruppe med fælles ophav, og
at denne gruppe derfor har fælles sprog og skikke. Dette er báde
noget, man har forestillet sig i middelalderen, og det er noget,
man har kunnet iagttage. Disse forskellige begreber er forsog pá
at beskrive fænomenet. Man skal naturligvis være pá vagt i
hvert enkelt tilfælde: Benyttes ordet populus, og kan det i
sammenhængen blot være betegnelsen for almuen, ja, sá
betegner det naturligvis ikke et folk som etnisk gruppe.
Benyttes ordet lingua til gengæld som betegnelse ikke blot for
sproget men som betegnelse for en enhed af sprog, folk og
kultur, ja, sá má man tage det som udtryk for en opfattelse af
gruppen som et folk.
Den engelske Ælnoth
Ælnoths Kronike er skrevet i starten af 1120erne máske i 11227
Kroniken er det betydeligste værk om Knud den Hellige (1080-
86)8 og hans martyrium. Forfatteren er den engelskfodte præst
Ælnoth, der kom til Odense i 1098 eller '99.
Da nu Ælnoth var fodt i England, er det interessant at se,
hvorvidt han tænker i nationale baner eller ej; hvorvidt det
faktum, at han er fodt i udlandet, er noget han lægger vægt pá.
Han siger om sig selv: „jeg, Ælnoth,... fodt i England [Anglorum
orbis] og nu i talrige ár [24] bosat som udlænding [peregrinatus9]
i Danmark."10 Ælnoth har altsá efter 24 ár i Danmark været
opfattet som udlænding p.g.a. sin herkomst . Man blev altsá
ikke dansk af at bo og virke i Danmark.
For Ælnoth er menneskeheden inddelt i folkeslag. Fx siges
det om Knud den Helliges gode rygte, at det bredte
sig „báde hos skotter, orknoboer og irere, der bor i
landene yderst i vest, sável som hos englændere,
gallere og saxere, sá at hans navn var kendt overalt.
Det berommedes ligeledes i Italien, men ogsá hos det
frankerfolk [francigens"], som kaldes romanere og er
meget krigerisk, lod hans navn i beundring og
frygt."12 Det frankerfolk, der kaldes romanere,
dækker over normannerne, som Ælnoth
nodvendigvis má betragte som krigeriske, da de jo
har erobret England.
Et eksempel pá, at sproget kendetegner en
navngiven befolkning, kendes ogsá hos Ælnoth. Om
islændinge siger han, at de „pá deres eget sprog
ligesom pá dansk og norsk kaldes islændinge".13 For
det forste er det naturligvis interessant, at der skelnes
mellem disse tre nordiske sprog, og at de altsá ikke
blot under et kaldes dansk tunge.14 Endvidere er det
et eksempel pá, at Ælnoth er opmærksom pá disse
forskelle; at „islændingene" har „deres eget" sprog.
Ælnoth har ogsá en opfattelse af sit eget folk: „Om
englændernes ædle folk [Anglorum gens nobilissima]
ved vi gennem den kronike, som folkets
historieskriver [gentis historiographo], den ærværdige
præst, Beda, har skrevet,15 at det nedstammer fra de
gamle saxere."16 Her er forestillingen om et engelsk
folk udtalt, og man mærker oven i kobet en vis
stolthed fra Ælnoths side. Denne forbinden sig med
englænderne træder tydeligt frem i det folgende: „Da
nu englændernes tapre kong Harold var blevet dræbt
under sydnormannemes hertug Vilhelms listige
overfald, og Vilhelm snart fik det engelske rige
[Anglorum imperium] fast i sit greb, og da
englænderne nu i nogen tid havde levet under disse
romaneres eller franklænderes herrevælde, blussede
et háb op hos dem om at genvinde deres frihed
[libertas]."'7 Striden mellem Harold og Vilhelm kan
ikke her siges at blive betragtet som et dynastisk
opgor. I Ælnoths opfattelse er det et fremmed folk,
der har erobret englændernes land og nu hersker
over det; frihed vil ábenbart sige ikke at være
underlagt et fremmed folk. Ælnoth fortæller videre,
at den snu fjende ikke har ladet nogen anforer eller
hovding tilbage til at genvinde friheden.18 Pávirket af
engelske sendemænd beslutter Knud den Hellige sig
for at hjælpe englænderne for „at give det ædle folk
[gens nobilissima] dets gamle frihed tilbage og for at
straffe romanernes og frankernes vigtighed og for at
hævne drabet pá sin frænde [Harold]."19 Selvom
forklaringen máske ikke holder til en næmere
analyse, er Knuds hensyn til det engelske folk altsá
hos Ælnoth en af de mange gode ting kongen gor. I
hvilken grad man i samtiden har lagt vægt pá
folkeslagenes forskelligheder, og i hvilken grad der
har været sádanne, kan ses af folgende citat om
normannernes forsvarsforberedelser: „En hær, der
bestod af báde gallere, bretoner og krigere fra Maine,
fyldte byernes huse sá stærkt, at borgerne knap nok
kunde finde plads ved deres arner. Og han [Vilhelm]
bod englænderne, hvis længsel efter den danske
hærs ankomst han havde hort om, at rage deres
skæg, at bære váben og klæder ganske som de
romanskes, og for at narre de ankommende daner
skulde de i alle máder se ud som mændene fra
Frankerland. Dog var der kun fá, som gjorde det."20
Der har altsá været synlig forskel pá de forskellige
69