Sagnir - 01.06.2000, Blaðsíða 74

nordiske krigere, fattede kejseren mistanke „til de
danskere [Dani] han selv havde et nært og fortroligt
forhold til, ud fra den tanke at de ville have storre
respekt for kongen derhjemmefra [pntrius rex] end for
den sold han betalte dem. Blandt de soldater der gor
tjeneste i Konstantinopel, er det nemlig dem der taler
dansk [Danica vox] der har de hojeste positioner i
hæren, og de fungerer normalt som kejserens
personlige livvagt."16 Heraf fremgár det med al
tydelighed, at livvagternes danskhed ikke afgjordes
af hvilken konge, de tjente, men af deres oprindelse
og folgelig af deres sprog; tilmed frygter kejseren
denne danskhed sá meget, at han ikke stoler pá deres
loyalitet, nár den danske konge er pá besog - kongen
derhjemmefra. Dette understreges yderligere af den
videre fortælling: „I mellemtiden opsogte de
danskere der var indrulleret i grækernes hær,
kejseren og bad indtrængende om tilladelse tilat hilse
pá deres konge [rex suus]. Det fik de lov til, men med
ordre om at gá derud én ad gangen for at kongen
ikke skulle kunne opildne dem alle sammen pá en
gang. ... Derpá begyndte han [Erik] at tale: Han
gjorde dem opmærksom pá at de danskere der var i
græsk krigstjeneste, allerede forlænge siden havde
náet ærens hojeste tinder for deres mod og
dygtighed: skont de selv var fremmede,
kommanderede de over landets egne borgere
[indigenis exsules imperitare], og de havde det langt
bedre ude end hjemme. ... Og han lovede at sá snart
de vendte hjem til fædrelandet [in patriam redissent],
ville han belonne dem for deres tro tjeneste,... I disse
og lignende vendinger talte han til dem alle sammen,
og derved sikrede han Grækenland oprigtig
trofasthed fra danskernes side."47 Erik kaldes for
„deres konge", selvom danerne jo tjener den græske
kejser. Erik er konge over danerne, sá meget som han
er det over Danmark. Danerne regnes for
„fremmede" (egl. „hjemlose") i Grækenland.
Hjemme er Danmark, som er deres fædreland. Ens folkelige
tilhorsforhold bestemmes ábenbart ikke af, hvor man bor, eller
hvem man tjener, men er netop - et folkeligt tilhorsforhold.
Fremmede i landet
At dette ogsá gjaldt i Danmark, lader Saxo forstá andetsteds.
Under borgerkrigen pá kong Niels' tid (1104-34), hvor Erik
Emune (1134-37) satte Niels' borg ved Roskilde under belejring,
og hvor han supplerede „sin hjemlige slagkraft med
udenlandsk dygtighed [externum ingenium] og lærte sig
blideteknik18 af de sachsere [Saxones] der boede i Roskilde. Folk
her i landet [nostri] var nemlig stadig begyndere i krigskunsten
og havde sjældent forstand pá hvordan den slags fungerer."49
Roskildensere er altsá ikke bare roskildensere: Der er sachsiske
og danske roskildensere. Sachsere og sá „vores", som der blot
stár i den latinske tekst om det, der i oversættelsen hedder „Folk
her i landet". Dette fár dog konsekvenser, da Erik Emune var
flygtet til den norske kong Magnus; Kong Niels og Harald Kesje
indtager nu byen, og Niels bojer sig for Harald, „der forlangte
at tyskerne [Theutonici] skulle straffes: han [Niels] stormede
Roskilde og overlod alle de tyskere [Germani] der blev págrebet
i byen, til den klagende [Harald], som fik lov at straffe dem som
han havde lyst. Og som straf for at de havde bygget bliderne, og
ogsá fordi han havde hort hvordan de lognagtigt havde pralet
af at have dræbt ham, skamferede Harald dem alle sammen ved
at skære næsetippen af dem mens han blev ved med at sporge
dem om det mon var deres spyd der havde dræbt Harald!"50
Byens tyske borgere kan altsá udpeges og bliver straffet p.g.a.
deres herkomst; sádan má det betegnes, nár de blot bliver
straffet, fordi Harald tror, de alle har bygget blider, og dertil
„har hort", at byens tyskere praler med at have sláet ham ihjel.
Valdemar i kamp mod sachsiske ryttere.
Ogsá direkte tyskerhad har Saxo et eksempel pá. Under
borgerkrigen forfolger Svend Grathe (1146-57) og Valdemar den
Store (1154-82) Knuds (1146-57) tropper, der var fra Sachsen.
Tropperne var pá vild flugt og skjulte sig om natten i nogle
huse, hvor de blev indhentet af forfolgerne og dræbt:
„Sejrherrerne havde nemlig aftalt at ingen pá den tabende side
skulle skánes, báde fordi de hadede tyskere [tum Saxonum odio],
og fordi de havde set hvordan de der var blevet taget til fange i
72