Læknablaðið - 01.06.1963, Qupperneq 34

LÆ K N A B L A Ð I Ð
60
very and enthusiasm), som ikke
kan holde og aflöses af en fase
(initial stabilization) med en
mere nögtern bedömmelse af
sloffets virkninger. Den næste
fase (disappointment) er præ-
get af skuffelser over stoffel,
idet der nu fremkommer med-
delelser om adskillige bivirk-
ninger og toksiske virkninger,
som bevirker, at mange læger
vil være betænkelige ve<l at or-
dinere stoffet til dercs patien-
ter.Sidst fölger sá den fase, som
kan kaldes „den endelige pla-
cering“ (final stabilization), nár
erfaringen bar vist, bvornár
stoffet er indiceret, hvilke ulem-
per og komplikationer det kan
medföre, og hvad man kan
vente at udrette med det.
Stærkt virkende analgetika
udviser en langt kraftigere cent-
ralbetinget respirationsbæm-
ning bos mennesker og men-
neskeaber en det er lilfældet
bos andre arter. Fra de sidste
ár kender vi sáledes dextromora-
midum (Palfium (R)), som i
dyreforsög viste betydeligt
större terapeutisk bredde end
noget andet stærkt virkende
analgetikum. IIos mennesket
var stoffet derimod pá det nær-
meste uegnet som terapeutikum
grundet dets udtalte respira-
tionsbæmmende virkning. Licht-
field (1962) har i interessante
og omfattende forsög sögt at
belyse, i bvor höj grad bivirk-
ninger og toksiske virkninger
efter indgift af nogle udvalgte
farmaka til mennesker adskiller
sig fra de komplikationer, som
opstár efter indgift af stofferne
til dvr. Efter indgift af 6 re-
presentative farmaka til rotter,
bunde og mennesker kunne han
registreré iall 89 forskellige bi-
virkninger og komplikationer
med böjst forskellig frekvens.
Forsögsresnltaterne viste imid-
lertid, at 33 af disse bivirkninger
kun forekom hos mennesket,
sáledes al forsög med rotter og
lnmde ikke kunne give nogen
oplysninger om dem. Næss
(1963) nævner rcsultateraf for-
sög med et barbitursvrederivat
som typisk eksempel pá, Iivor
forskelligt farmaka kan elimine-
res bos mennesker og dvr. Hos
lninde blev stoffet nedbrudt ual-
mindelig burtigt, mens dette
skete ualmindelig langsomt bos
mcnnesket. Et tilsvarende ek-
sempel er fenylbutazon (jfr.
Robson & Keele 1956). Den sá-
kaldte „skuffelses-fase“ i et
lægemiddels udvikling kan der-
for ofte skyldes, al mennesker
bar reageret anderledes overfor
det págældende farmakon end
forudset udfra resultaterne af
dyreforsög og den preliminære
kliniske afprövning.
Det er en kendsgerning, al
farmaka Iiar været anvendt i
ártier, i store mængder, för
væsentlige faremomenter ved
<Ieres anvendelse er blevet er-
kendt. Vi ved om stoffer som