Læknablaðið - 01.06.1963, Side 35

LÆKNABLAÐIÐ
(51
f. eks. cinkofen, kinin, K-vita-
minanaloger og fenacetin, at
nogle af deres bivirkninger og
toksiske virkninger först blev
erkendt efter ártiers brug. Det
má sáledes anses for heldigt, nár
væsentlige anker ved klinisk an-
vendelse af nye stoffer burtigt
opdages og erkendes. Denne op-
fattelse og forsigtige vurdering
præger Levvins (18'93) omtaleaf
fenacetin (se nedenfor).
1 1893 var fenaeetin Idevet an-
vendt i store mængder i 10 ár
som antipyretikum til aflösning
for det svagere virkende kinin.
I dette tidsrum ljlev der rundt
om i Europa publiceret talrige
afhandlinger, hvori stoffets for-
træffelige terapeutiske egenska-
ber blev frembævet og dets fá
ulemper bemærket. Levvin skrev
imidlertid: „Wenn mann in-
dessen bedenkt vvie lange Chinin
gebraucht vvird — es sind schon
ca. 65 Jahre — dass Jahrzehnte
liingingen, ehe nur ein kleiner
Bruchteil seiner Nebenwirkun-
gen mitgeteilt wurde, und vvie
nocb jábrlich neu entdeckt wer-
den, so wird man die bisher selir
bescbránkte Anwendung des
Pbenacetins fur die relativ ge-
ringe Kentniss seiner Nebenwir-
kungen vorantwortlicb macben,
aber nicbt glauben, dass es nicht
solcbe besásse, und das deren
Zalil sicb niclit noch selir erheb-
lich vergrössern wurde.“
Lewins ord har næppe mistet
aktualitet i de forlöbne 70 ár.
Jeg vil tro, at de er af stor al-
men gvldigbed, og et memento
netop i en tid, hvor antallet af
nye stoffer, som optages i kli-
nikken, er meget stort.
Konklusioner.
Talidomid var uegnet lil selv-
mordsforsög pá grund af den
usædvanlig ringe akule toksi-
citet. Daglig indtagelse af stof-
fet i terapeutiske doser kunne
imidlertid i löbet af fá máneder
medföre svær polyneuritis bos
et stort antal mennesker. Den
kroniske toksicitet af talidomid
var derfor af et sádant omfang,
at det alene ville liave reduceret
stoffets terapeutiske værdi gan-
ske Ijetragtelig.
Den kroniske toksicitet af far-
maka er en af de vigtigste ár-
sager til iatrogene skader ved
enbver form for farmakoterapi.
Erfaringerne mcd talidomid vi-
ser, at ringe akut toksicitet er
intet kriterium for, bvorvidl et
farmakon er ufarligt i klinisk
brug eller ej.
Det nvfödte barn og foslrc
er ikke at betragte som „en lille
voksen“ organisme eller som en
„kvotapart“ af en större moder-
organisme pá 50—70 kg. Grun-
det leverens manglende evne til
at omdanne og inaktivere far-
maka lios fostre og spæde, er
del spæde individ mere fölsomt
for virkningerne af talrige far-
maka og andre stoffer end det
er tilfældet i dcn voksne orga-